Østaftalen kræves afskaffet

Det er bureaukratisk og besværligt at få østeuropæisk abejdskraft til landet. Derfor skal den såkaldte Østaftale på sigt afskaffes, mener et fynsk, konservativt folketingsmedlem.

Efterspørgelsen på polsk arbejdskraft er blandt andet stor på Haarslev Maskinfabrik, der producerer anlæg til fødevareindustrien. For der er nemlig ikke mere uddannet, dansk arbejdskraft at komme efter.

Men på grund af den såkaldte Østaftale er det ikke let at få flere polske arbejdere til Fyn. De skal nemlig have en arbejds- og opholdstilladelse for at arbejde i Danmark, og det tager flere måneder at få sådan én.

Af den grund kan det i værste fald betyde, at nogle virksomheder må flytte produktionen til udlandet.

Derfor vil det konservative folketingsmedlem Carina Christensen nu have aftalen fjernet.
- Jeg vil på sigt gerne have den afskaffet. Der skal være fri bevægelighed for arbejdskraften, mener Carina Christensen. Danmark indgik den såkaldte østaftale med de nye østeuropæiske lande for at undgå at blive oversvømmet af udenlandsk arbejdskraft.

Oversigt

    Oversigt