I det fynske folks tjeneste

Overtog formandspost i udskældt forening: - Det var nok lidt naivt

I kølvandet på mediestormen mod Foreningen for Danske Kræftramte Børn sprang en ny formand til. Tirsdag var han i vidneskranken.

Vidnet forklarede tirsdag, hvordan han i en kort periode var formand i den forening, hvis tidligere formand og næstformand nu er sigtet. Foto: Morten Albek

- Det var måske nok lidt naivt af mig at tilbyde det. 

Sådan forklarer en ung mand om det formandskab, han overtog i Foreningen for Danske Kræftramte Børn, kort efter at flere medier i 2017 fortalte, hvordan den fynske forening svindlede og opdigtede historier om kræftsyge børn.  

Tirsdag var han i retten for at vidne om perioden efter, at flere medier inklusive Operation X havde afdækket flere af forholdene. 

Læs også Se den lukkede hjemmeside: Forening lokkede virksomheder til at donere til kræftsyge børn

Den unge mand tilbød selv at blive foreningens nye formand. 

- Jeg kunne se på formanden (tiltalt i sagen, red.), at al omtalen gik ham på. Derfor tilbød jeg at blive formand, forklarede han i retten. 

Kort efter skrev han under på et papir, der bekræftede hans titel. 

Startede med at sende diplomer

Den unge mand fik kendskab til foreningen på et ukendt tidspunkt efter dens stiftelse i begyndelsen af 2016. Kort efter startede han som frivillig med ansvar for at sende diplomer til de virksomheder, der donerede penge til foreningen. 

Det er mændene tiltalt for

Ifølge anklagemyndigheden modtog Foreningen for Danske Kræftramte Børn 4.737.325 kroner fra 3.303 virksomheder i perioden 20. maj 2016 til 12. juli 2017. I bedste fald mener anklageren, at højest 508.043 kroner endte hos kræftramte børn. 

Begge tiltalte nægter sig skyldige i tiltalen om bedrageri af særligt grov beskaffenhed. 

Se mere

- Det ser pænt ud på cv'et, når man har været frivillig, forklarede han om sin beslutning. 

Ifølge mandens forklaring bestod hans arbejde i at skære papirdiplomerne til med en papirskærer. Dererfter skulle de sendes ud til de virksomheder, der sendte penge til virksomheden. 

TV 2-programmet Operation X, afslørede i 2017, at foreningen svindlede med de indsamlede penge. Ved hjælp af fiktive historier om syge børn og opdigtede samarbejdspartnere fik foreningen penge fra danske virksomheder.

Læs også Tiltalt formand: - Alle kræftsyge børn fik ønsker opfyldt

Det resulterede efterfølgende i en stor mediestorm, som fik den unge mand til at tilbyde sig som formand.

- Jeg nåede ikke rigtigt at være formand, forklarer han i dag om den godt ene måned, hvor han stod som formand på foreningens hjemmeside. 

I den ene måned fortsatte han med at sende diplomer. Men stille og roligt aftog opgaverne og foreningen ophørte. 

- Jeg havde ikke nogen fornemmelse af, hvad formanden lavede, husker manden i dag. 

Der blev hverken afholdt bestyrelsesmøde eller generalforsamlinger under mandens korte formandsskab. 

Begge sagens tiltalte nægter sig skyldige.