Pas på glatte veje - vi har den koldeste morgen i dette efterår

Danmark er mandag stået op til den koldeste morgen siden april.

Der er is på bilruderne og risiko for rimglatte veje i stort set hele landet, når man mandag morgen skal afsted på arbejde eller i skole.  

Der bliver også brug for hue, halstørklæde og handsker - for det er efterårets hidtil koldeste morgen, vi er stået op til.

Det fortæller TV 2 Vejret

Selv om den fynske morgen føles iskold, så har det været endnu koldere i Midtjylland. Her er der i Billund målt temperaturer på helt ned til minus 4,6 grader, hvilket er den laveste temperatur målt i dette efterår.

Glatte veje

Og ikke nok med at det er koldt. De lave temperaturer giver risiko for rimglatte veje i stort set hele landet mandag morgen. Således også på Fyn. 

Vejdirektoratet advarer mod glatte veje på både Midt- og Østfyn.

I det klare vejr er vejbanetemperaturerne i nattens løb de fleste steder faldet til under frysepunktet, og derved kan vanddamp i luften afsættes som rim på veje, cykelstier og fortove og gøre dem spejlglatte, skriver TV 2 Vejret.

Selv om termometeret i bilen eller uden for køkkenvinduet viser plusgrader, kan vejbanetemperaturen sagtens være mere end et par grader koldere.

Og så kan det blive rigtig glat og give mulighed for uheld. Derfor er det vigtigt at køre efter forholdene og holde god afstand på vejene.

Mange steder - også på Fyn - er der derfor blevet saltet siden sent søndag aften for at gøre vejene mere farbare

 
 
Foto: Russell Cheyne / Scanpix

Temperaturen stiger

Ifølge DMI får vi senere en fin dag med mulighed for en del sol. Efter den kolde morgen stiger temperaturen til mellem fire og otte grader, og vinden bliver kun svag, dog lidt kraftigere ved kysterne.

I nat først tørt og til dels klart vejr, men efterhånden bliver det mere skyet. Laveste temperaturer fra omkring frysepunktet til fem graders varme og svag til jævn vind fra vest og sydvest. 

Oversigt

    Oversigt