Politiet holder øje med trafiksyndere ved landets skoler

Fyns Politi sætter sammen med landes andre politikreds de næste to uger fokus på trafikken ved skolerne.

Landets skoleklokker ringer de kommende dage ind til første skoledag, hvilket betyder, at der vil være mange nye og utrænede trafikanter på vejene.

Derfor skal trafikanter vise ekstra hensyn ved landets skoler, når de små poder begynder at bevæge sig ud i trafikken.

Igen i år vil politiet være massivt til stede ved skoleveje, fortæller Erik Terp Jensen, der er chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Indsatsen går i gang mandag og varer frem til 18. august og skal sikre, at børnene kommer trygt og sikkert i skole.

- Hvert år ser vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, og som har glemt at bruge sele på sig selv og deres barn, siger Erik Terp Jensen i en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.

Politiet vil især fokusere på, at travle forældre overholder de nedsatte fartgrænser omkring skolerne, og at bilernes sikkerhedsseler er i brug.

Når der skal vinkes farvel til de spændte skoleelever, vil politiet også være opmærksomme på forældrenes parkeringer.

Rigspolitiet råder i samarbejde med Sikker Trafik, Trygfonden og kommunernes skolestartskampagne forældre til at træne de små i deres daglige skolevej, så børnene kan færdes sikkert ude i trafikken.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt