Politiet kaldt til Vollsmose fem gange på to timer

Politiet måtte rykke til Odense-bydelen Vollsmose fem gange natten til søndag. De fire af opkaldene var tilsyneladende fup-opkald.

Imellem klokken 00.34 og 2:20 modtog alarmcentralen fem gange opkald om hændelser i Vollsmose, der krævede, at politiet skulle komme.

- Den første melding lød på, at der var nogle, der drønede vildt rundt i en bil derude, men da vi kommer frem, er der ingen bil at se, siger vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi.

Politiet kører derfor retur, men ikke ret lang tid efter, klokken 01.00 måtte de retur.

- Her er bilen fundet i flammer omme på bagsiden af Bøgeparken, fortæller Hans Frederiksen, og oplyser, at man endnu ikke kender ejeren af bilen - og altså ikke ved, om den skulle være stjålet.

Klokken 00.45 lyder en melding på, at der skulle være et større slagsmål i gang i Birkeparken.

- Da vi kommer derud, er der godt nok 20-25 personer samlet, men der ikke noget, der tyder på, at der har været slagsmål, siger Hans Frederiksen.

Samme melding kommer cirka tre kvarter senere.

- Igen kører vi derud og konstaterer blot igen, at der ikke er nogen, der er oppe at slås, siger vagtchefen.

- Da samme melding kommer igen klokken 01.59 vurderer vi derfor, at det er falsk, og at der er nogen, der vil lege med os. Vi vælger derfor at blive hjemme, siger Hans Frederiksen.

Det fik umiddelbart opkaldene til at ophøre.

- Det sker af og til, at vi må rykke ud til sådanne fup-opkald, hvor man forsøger at lokke politiet til, siger Hans Frederiksen.

Oversigt

    Oversigt