Præster vil konfirmere i 6. klasse

Flere fynske præster forslår nu, at børn allerede bliver konfirmeret i 6. klasse. Skolesammenlægninger og nye skolestrukturer gør det mere naturligt at konfirmere børn inden de skifter skole, mener præsterne.

Mange mindre skoler på landet har kun 6. klasser, og det betyder at børnene skal skifte skole, når de starter i 7. klasse.

 - Derfor virker det langt mere naturligt at lade dem konfirmere sammen med deres gamle klassekammerater og samtidig
lade konfirmationen være en del af overgangen fra barneskolen til overbygningen, som i dag betragtes som 7.-10. klasse, siger
Kirsten Jørgensen, sognepræst i Kerteminde.

Kirsten Jørgensen har søgt om dispensation til at konfirmere børn i 6. klasse, da en tredjedel af hendes konfirmander kommer fra den lille
Fjordvangsskolen i Drigstrup Sogn, der kun har 0.-6. klasse. En lang række af hendes kolleger i andre landsogne bakker forslaget om 6. klasses konfirmation op. Også biskop for Fyens Stift, Kresten Drejergaard, er enig:
 
- Børn i den alder har stadig en del af fantasien i behold. De er lettere at undervise. Der kører ofte meget andet rundt i hovedet på dem i 7. klasse, så der er flere fordele end blot at løse et praktisk problem, siger Kresten Drejergaard.

Kirkeministeriet overvejer i øjeblikket om det vil være fornuftigt at ændre konfirmationsalderen.

Minister støtter

- Jeg er fuldstændig enig med biskopperne og præsterne, og derfor vil jeg nu sørge for, at den kongelige anordning bliver ændret, så der bliver mulighed for at konfirmere i 6. klasse. Også som undervisningsminister ser jeg det som en fordel at have undervisningen på et tidspunkt, hvor der svirrer lidt færre hormoner rundt i hovedet på de kære unge mennesker, siger Bertel Haarder til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt