Redegørelse i fjernvarme-sag: Fjernvarme Fyn advaret om forkerte klausuler siden 2019 - men undlod at rette ind

I sagen om social dumping hos Fjernvarme Fyn viser der sig nu, at selskabet siden 2019 blevet gjort opmærksom på, at Odense Kommunes arbejdsklausuler skulle bruges. Det fremgår af redegørelsen, som onsdag er blevet lagt frem. Men selskabet undlod alligevel at rette ind, og den nu fratrådte tidligere adm. direktør Jan Strømvig kalder kommunens krav for "uhensigtsmæssige".

Fjernvarme Fyn blev allerede i 2019 og efterfølgende ad flere omgange advaret om brug af forkerte arbejdsklausuler, som ikke levede op til Odense Kommunes ejerpolitik.

Det står i den redegørelse om fjernvarme-sagen, som onsdag er blevet præsenteret for Økonomiudvalget i Odense Kommune.

Redegørelsen blev bestilt af Økonomiudvalget i marts i år. Det skete, efter at Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn i fællesskab havde afdækket, at der havde været flere tilfælde af social dumping hos nogle af de selskaber, der har arbejdet som underentreprenører for hovedentreprenøren Andritz på Fjernvarme Fyns store biokeddel-projekt. En opgave med en samlet anlægssum på en milliard kroner, som skal muliggøre udfasningen af kul - og dermed bidrage til at gøre Odense Kommune klimaneutral senest i 2030.

Undlod at rette ind

Fjernvarme Fyn har brugt arbejdsklausuler siden 2015, fremgår det af redegørelsen. Men som det har været beskrevet i medierne, så bekræfter redegørelsen, at de anvendte klausuler har haft én væsentlig afvigelse fra de arbejdsklausuler, som Odense Kommune som ejer kræver, at de kommunalt ejede selskaber som Fjernvarme Fyn benytter.

Forskellen er sanktionsmuligheden, hvis der f.eks. konstateres social dumping, som det er sket hos flere virksomheder, der har arbejdet som underentreprenører på Fjernvarme Fyns biokeddel-projekt.

Med de klausuler, fjernvarmeselskabet rent faktisk har benyttet, så har det ikke været muligt at straffe de ansvarlige virksomheder med bod på samme måde, som hvis de korrekte arbejdsklausuler, som Odense Kommune krævede, var blevet anvendt. Alt det bekræftes i redegørelsen.

Hvad der står mere uklart er, hvorfor Fjernvarme Fyn ikke brugte de korrekte arbejdsklausuler, selv om problemet ad flere omgang siden 2019 blev påpeget. Senest 8. juni 2022 må det ifølge redegørelsen have stået helt klart for den nu tidligere adm. direktør Jan Strømvig, at kommunen som ejer krævede, at de rigtige klausuler blev brugt. Den specifikke dag havde Fjernvarme Fyn foretræde for Økonomiudvalget, og både Jan Strømvig og bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen deltog.

Ifølge Odense Kommunes interne opfølgningsnotater fra mødet oplyste Fjernvarme Fyn, at:

"Sprog, tid og sanktionstrappe er ikke den samme (som Odense Kommunes klausul, red.). Det vil de rette op på".

Men det skete bare ikke. Hvad, det skyldes, giver redegørelsen ikke noget entydigt svar på. Bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen kan heller ikke komme det nærmere.

- Det har vi ikke haft mulighed for at afdække i redegørelsen. Men det står klart, at det ikke er blevet implementeret hurtigt nok, efter at den besked er blevet givet til Fjernvarme Fyn. Det kan skyldes manglende kommunikation eller interne misforståelser, siger han.

Hvad med bestyrelsens eget ansvar?

- Det er klart, at vi i bestyrelsen - og især jeg som bestyrelsesformand - ville gerne have været denne sag foruden. Det har ikke været en kønt forløb. Og det står klart nu, at vi for langsomt har reageret på at få implementeret klausulerne i den fulde ordlyd.

Strømvig kritiserer klausul-krav

Redegørelsen placerer entydigt ansvaret for sagen om de forkerte klausuler hos Fjernvarme Fyn og altså ikke hos Odense Kommune som ejer, som ifølge redegørelsen flere gange og især i juni 2022 har gjort tydeligt opmærksom på kravet om, at kommunens klausuler blev brugt.

Hvad, der til gengæld står mere uklart, er, hvem hos Fjernvarme Fyn, som har ansvaret for, at der ikke blev rettet ind - heller ikke efter mødet i Økonomiudvalget i juni 2022.

Men tilsyneladende vidste Jan Strømvig, den nu fratrådte tidligere adm. direktør, i hvert fald godt fra for cirka et år siden, at alle betingelser i Odense Kommunes udbudsbetingelser skulle overholdes ordret.

Det skriver han selv i et bilag, der er vedlagt redegørelsen, hvor han kommenterer den.

"Det er først for cirka et år siden, jeg bliver bekendt med, at også alle sekundære/administrative vilkår i Odense Kommunes udbudsbetingelser skal overholdes ordret", skriver han.

Jan Strømvig, hvis fratrædelse blev offentliggjort i fredags, gør i sin kommentar til redegørelsen intet for at skjule sin uenighed i kommunens krav. Han kalder det uhensigtsmæssigt at anvende kommunens klausuler i sin præcise ordlyd - og taler altså dermed også muligheden for sanktioner i form af bodsbetaling f.eks. ved social dumping.

"Jeg mener, det er uhensigtsmæssigt at detailstyre på denne måde. Det må være de overordnede hensigter/politikker, der skal følges - som for de fleste øvrige krav i ejerpolitikken, og så må det være op til selskabet at efterleve kravene på en for selskabet hensigtsmæssig måde", skriver han.

Ifølge Strømvig ville anvendelse af kommunens arbejdsklausuler med mulighed for at straffe med bod have gjort det svært at få løst opgaven med at få opført den nye biokeddel.

"...jeg tror ikke, at der ville være kommet et eneste tilbud, hvis kommunens sanktionsbestemmelser havde været en del af grundlaget", skriver han.

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har uden held forsøgt at få kontakt til Jan Strømvig for yderligere kommentarer.

Fejl hos ni ud af 12 virksomheder

Af redegørelsen til Økonomiudvalget fremgår det også, at Fjernvarme Fyn i perioden fra 2015 til og frem til nu ikke just har været flittig til at udføre kontrol med sine projekter. Faktisk er der kun udført kontrol i et tilfælde, nemlig hos underleverandørerne til Andritz, som er hovedentreprenør på biokeddel-projektet.

"Set i bakspejlet er det klart for Fjernvarme Fyn, at mængden af gennemførte kontroller ikke lever op til den hensigt, der er i ejerpolitikken", fremgår det.

Status er aktuelt, at der er undersøgt 12 virksomheder, og der er fundet fejl hos de ni.

"Størrelsen af fejlene varierer fra få tusinde kroner og til flere hundrede tusinde kroner per virksomhed. På nuværende tidspunkt er der samlet blevet udbetalt 1,5 million kroner til underleverandørernes medarbejdere. Og der er forhandlinger om yderligere udbetalinger", står der i redegørelsen.

Oversigt

    Oversigt