Sindssyg dømt for knivdrab i Middelfart

En skizofren 29-årig mand blev tirsdag idømt anbringelse på en lukket psykiatrisk afdeling for drabet på en 58-årig mand foran spillekiosken Spilloppen i Middelfart sidste år.

-

Den 29-årige Dennis Friis Pedersen blev tirsdag i Østre Landsret i Odense idømt anbringelse på en lukket psykiatrisk afdeling for at have dræbt den 58-årige Ejvind Corneliussen foran spillekiosken Spilloppen i Middelfart.

Dennis Friis Pedersen, der siden 1999 har lidt af paranoid skizofreni, begik røveri mod spillekiosken 1. december sidste år. Udbyttet blev på cirka 20.000 kroner. Efter røveriet stak han Ejvind Corneliussen i halsen med sin foldekniv to gange. Det ene stik var dødbringende, da halspulsåren blev skået over.

Dennis Friis Pedersen blev kort efter drabet anholdt, da han stod af toget i Odense. Med sig havde han blandt andet den blodige foldekniv. Dommen betyder, at Dennis Friis Pedersen skal anbringes på en lukket psykiatrisk afdeling.

Den dømte modtog dommen, men har ellers nægtet sig skyldig, fordi han hverken kunne huske noget om røveriet eller drabet. Rettens afgørelse var enstemmig.

 /ritzau/

Oversigt

    Oversigt