Det tegner til at blive alletiders påskevejr på Fyn til at få luftet sine sommerhusdrømme.
Men der er mange om buddet og få huse til salg.
Ifølge nye tal fra FinansDanmark er prisniveauet på sommerhuse steget med 50 procent de seneste fire, mens udbuddet stort set er halveret.
På Fyn er udbudspriserne steget 36 procent.
Et af de sommerhuse, der lever op til statistikken, ligger i sommerhusområde på Kløvervej i Kerteminde.
- Jeg solgte det for to år siden, og der var prisen lige knap 1,1 million og i dag har vi sommerhuset til salg til halvanden million, siger ejendomsmægler Simon Gavnbo fra home i Kerteminde og Nyborg.
Og der er ikke tale om en enlig svale i sommerhusområdet.
- Jo lavere udbuddet af sommerhuse er, jo højere ender prisen også mange gange med at blive, siger Simon Gavnbo.
Det er også den erfaring Benny Nybo har. Han har udsigt ud over Storebælt fra sit sommerhus i Kerteminde, som han og familien har ejet i 25 år, og som han selv har bygget.
- Vi har jo selvfølgelig lagt mærke til at priserne på enkelte huse i området er steget voldsomt de senere år. Men det frister ikke mig til at sælge. Der er noget, der ikke kan købes for penge, og det er sådan noget som det her, siger Benny Nybo fra Odense.
Sådan er der tilsyneladende mange sommerhusejere der har det.
- Normalt har vi jo tidligere set, at når der kommer en økonomisk krise, så begynder arbejdsløsheden at stige, og så er der nogle sommerhusejere, der bliver tvunget til at sætte sommerhuset på markedet næsten uanset prisen, og normalt vil det få priserne ned. Det har vi bare ikke lige nu. Vi har rekordhøj beskæftigelse, siger Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker hos Nordea.
Som køber skal man gøre op med sig selv, hvor smertegrænsen går.
- Jeg synes ikke, at der er et forkert tidspunkt at købe på. Det er markedskræfterne, der bestemmer, hvad ejendommen skal koste, og hvis man som køber ønsker at købe et sommerhus, så er det på de vilkår, der er, siger Simon Gavnbo.
Ifølge Jan Størup Nielsen skal man passe på ikke at blive grebet af panik og købe for enhver pris, men tænke sig godt om.
- Men der er ikke ret meget til salg lige nu, så det er en svær situation at være køber i, siger Jan Størup Nielsen.
Benny Nybo har ingen planer om at sælge.
- Det har blandt andet noget at gøre med, at jeg selv har bygget huset for 25 år siden. Det tog to år, så det er ikke bare noget man lige går af med. Der er mange følelser forbundet med huset, og jeg synes, vi har en af Fyns bedste udsigter, siger Benny Nybo.