Stigende smitte på Fyn: Vælgerne opfordres til at brevstemme

Med den stigende smitte og det forestående valg har KL anbefalet, at man brevstemmer, så man undgår for mange mennesker, der står tæt i kø på valgdagen.

Med kommunal- og regionsrådsvalget lige om hjørnet er der udsigt til lange køer på stemmestederne og blyanter, der skal sætte krydser for mange vælgere.

Samtidig stiger smitten i hele landet, og Fyn er ingen undtagelse, hvor det samlede antal smittede er kraftigt de seneste uger. I otte ud af ti fynske kommuner er incidenstallet nu over 100.

Derfor afholdt Kommunernes Landsforening (KL) tirsdag eftermiddag et møde for alle kommuner, hvor der var valg og corona på dagsordenen.

- Hos KL og i kommunerne er vi meget optagede af, at corona ikke skal forhindre, at folk stemmer. Vi har derfor i dag været i dialog med kommunerne om, hvordan de bedst skaber en tryg valgdeltagelse for borgerne, så de stadig opretholder den høje valgdeltagelse, siger kommunikationschef i KL Ida Thuesen Nielsen.

På mødet blev kommunerne blandt andet opfordret til at gøre vælgerne opmærksomme på, at det er muligt at brevstemme for at undgå trængsel ved valgurnerne.

- Vi anbefaler, at man udnytter hele stemmeafgivningsperioden ved for eksempel at brevstemme. Derudover opfordrer vi til, at man på valgdagen kommer på de mindre travle tidspunkter, hvis det er muligt, siger Ida Thuesen Nielsen.

På valgdagen den 16. november har valgstederne åbent fra klokken 08.00 til klokken 20.00. Her er det særligt om morgenen, sidst på eftermiddagen og først på aftenen, at der ofte er kø.

Sæt kryds med din egen kuglepen

Siden 5. oktober har der været åbent for at brevstemme, og sidste frist for at afgive sin stemme per brev er den 12. november.

Når du brevstemmer, foregår det lidt anderledes, end hvis du stemmer på valgdagen. Du får nemlig ikke en traditionel stemmeseddel med partiernes og kandidaternes navne, men derimod to små brevstemmesedler, hvor du skriver enten partinavnet, partibogstavet eller navnet på den kandidat, du vil stemme på.

Du kan se, hvor du har mulighed for at brevstemme, på din kommunes hjemmeside.

Det er også muligt at tage sit eget skriveredskab med i stedet for at bruge den blyant eller kuglepen, der ligger i stemmeboksen. Her er det dog vigtigt, at dit skriveredskab ikke giver stemmesedlen særpræg, da det vil gøre din stemme ugyldig. Det er derfor bedst at lade farvede kuglepenne og glimmertuscher blive hjemme. 

Oversigt

    Oversigt