Store mængder regn vælter ned over Fyn

Kraftig regn har ramt Fyn, og flere steder er veje oversvømmede og ufremkommelige. Torsdag er der mere regn på vej.

Det er de færreste fynboer, der har kunnet undvære enten gummistøvler eller paraply onsdag. TV 2 Vejret lovede kraftig regn med mellem 30 og 40 millimeter regn - og det kan man roligt sige, blev overholdt.

De voldsomme mængder regn har oversvømmet flere veje og marker.

I oktober falder der normalt 83 millimeter på hele måneden, så det er en ordentlig portion regn, Fyn har fået alene onsdag.

Send os dine billeder

En blæsende dag

Torsdag ser regnen ud til at fortsætte med fornyet kraft. Og der skal holdes særligt godt om paraplyen.

Ifølge TV 2 Vejret bliver torsdag nemlig særlig blæsende. 

I løbet af eftermiddagen vil  fynboerne kunne mærke en stiv kuling, der svarer til en vindhastighed på mellem 14 og 17 meter i sekundet. Enkelte steder på Fyn vil man kunne opleve en vindhastighed på 18 til 20 meter i sekundet.

Regnmængderne har oversvømmet flere veje rundt omkring på Fyn. Fotograf: Mark Grossmann