Svært bevæbnet politi beskytter vidne

Østre Landsret omkranset af betjente med maskinpistoler, da PETs civilagent skulle afhøres i terrorsag.   

Området omkring Østre Landsret i København var mandag tæt befolket med svært bevæbnet politi. I hver ende af Fredericiagade mellem Store Kongensgade og Bredgade stod betjente med maskinpistoler, og alle, der ville ind i retten, blev kropsvisiteret.

Sikkerheden var til ære for PETs omdiskuterede civilagent, som mandag skulle aflægge vidneforklaring i terrorsagen fra Odense, hvor fire personer er tiltalt for at planlægge terror.

Civilagenten Lars forklarede, at han havde kontaktet PET på grund af den rabiate tone i moskeen på Ørbækvej, hvor han kom.

- De sagde, at hvis det ikke gjorde mig noget, så måtte jeg da gerne blive ved med at komme i moskeen og fortælle, hvad jeg hørte, sagde Lars om sin første kontakt med efterretningstjenesten, skriver Ritzau.
 
Afhøringen af agenten foregik bag lukkede døre af hensyn til hans sikkerhed. Tilhørere måtte lytte med via højttalere i et andet lokale i retsbygningen. Her kunne de høre Lars forklare, at den tiltalte AK havde været i Irak for at kæmpe mod amerikanerne. Men han var blevet sendt hjem igen af den nu afdøde al-Qaeda-leder Abu Musaf al-Zarqawis folk.

- Han sagde, at han ikke kunne forstå, hvorfor Gud ikke ville modtage hans offer, sagde Lars og fortalte, at AK til gengæld var blevet bedt om at gøre noget "hjemme" i stedet for at kæmpe i Irak.  

Oversigt

    Oversigt