Skæve ideer får liv på scenen
Odense har fået et nyt undergrundsteater, Momentum. Ideen er at præsentere nyt og banebrydende teater for unge voksne i Odense.
- Vi vil gerne lave teater for unge, og vi vil gerne være dem, der samler nye og skæve ideer op og giver dem liv på scenen, fortæller teaterleder Jens Svane Boutrup.
Gammeldags kukkasseteater
Det er specielt de unge, som Momentum satser på. De unge skal lokkes i teatret.
- Vi vil lokke med noget nyt og skævt dramatik. Noget, som ikke er noget gammeldags kukkasseteater, siger Jens Svane Boutrup.
På lørdag præsenterer det nye teater kabareten Sange om Tæsk - en musikalskforestilling om hårdtslående kærlighed med en række poetiske, erotiske og groteske sange om vold.