Tufi finder trøfler for en formue i danske skove - især én ting har overrasket trøffeljæger

En hund med en god næse og en snu trøffeljæger gør det ene utrolige fund efter det andet af en eftertragtet knold.

- Tufi, kom her!

Francesco Ulisse råber på sin hund, men der kommer ingen reaktion. Hunden, en krølhåret, stor hvalp af racen Lagotto Romangnolo, har snuden i den våde skovbund og ænser ham ikke. Efter et sekund kommer forklaringen, da det der ligner en klump mørk mudder bliver skubbet foran dens næse.

- Se her! Det er en trøffel. En rigtig fin en, smiler Francesco Ulisse, snuser til knolden og rækker den bagefter til reporteren. Gennem lugten af fugtig, mudret skovbund kan man fornemme den skarpe, nøddeagtig duft af trøffel. 

 - Det er et godt sted lige her i denne skov, afslører den tidligere restauratør fra Odense, der i dag som 81-årig for længst er gået på pension og i stedet har kastet sig over jagten på trøfler.

12 kilo trøfler på to måneder

- Nu kan jeg ikke lide at prale, men i november og december har Tufi og jeg fundet over 12 kilo trøfler. Det er mange, slår han fast med et nik.

De 12 kilo har en samlet pris på 60.000 kroner.

- Jeg tager 5 kroner per gram, så det er jo 5.000 kr. for et kilo. Jeg kender et supermarked i Odense, der også kan skaffe trøfler, og det er til 18.000 kroner for et kilo.

Vi er et hemmeligt sted på Fyn. I en af fem skove, hvor Francesco Ulisse finder trøfler. Stederne holdes hemmelige, så der ikke kommer andre og snuser sig frem til de trøfler, der bruges af alverdens kokke i den finere madlavning, og som - ikke mindst - koster tusindvis af kroner for et kilo.

En håndfuld trøfler fundet af Francesco Ulisse
En håndfuld trøfler fundet af Francesco Ulisse
Foto: Morten Albek

Trøfler vokser ved trærødder

Smilende og lidt hovedrystende går mand og hund videre og dybere ind i skoven. Her vokser trøflerne i op til 70 centimeters dybde. Gerne i forbindelse med ege-, bøge- eller lindetræers rødder.

- De er i starten af deres liv i symbiose med træet. Er som en lille svamp med til at skaffe vand til træet, der så til gengæld sender sukker og kraft tilbage til trøflen. Efter et stykke tid frigør den sig fra rødderne og vokser så videre, forklarer trøffeljægeren og tilføjer:

- Og det er lige præcis når den er moden, at Tufi og jeg kan finde den. Tufis race er egentlig brugt til jagt i Italien, men fordi der ikke er så meget vildt tilbage, er man begyndt at bruge hundene til trøffeljagt, hvilket de er gode til. Deres næse kan opfange duftene når trøflerne er modne.

Lærte at finde trøfler i Italien

At finde trøfler er ikke noget man lærer på aftenskole på Fyn. For kun meget få ved, at trøflerne overhovedet findes i Danmark. Francesco Ulisse har dag også en fordel, i det han er født og opvokset i Italien og de seneste 63 år har boet på Fyn.

- Vi har et hus i Italien. Der har en lokal trøffel-klub inviteret mig med på ture. Det er på den måde jeg har lært, hvordan jeg finder dem. Da jeg så fik Tufi, som er datter af en af Italiens bedste trøffelhunde, skulle vi naturligvis også prøve at lede på Fyn. Men det er godt nok kommet bag på mig, hvor mange trøfler der er.

I første omgang er trøflerne blevet brugt i familiens og venners husholdninger. Med positive tilbagemeldinger.

- Jeg har også givet trøfler til en række restauranter i Odense. Deres reaktioner har været begejstrede. De siger, at trøflerne er mindst lige så gode, som de trøfler, de køber i udlandet, kommer det stolt fra Franceso Ulisse.

Der findes trøfler overalt

Han er sikker på, at der findes trøfler over det meste af Danmark. I sommer var han til bryllup på Samsø, og der kom Tufi pludselig med en trøffel på størrelse med en tennisbold. Det viser, er han sikker på, at der findes trøfler mange steder, hvis ikke overalt.

- Trøffeljagt er godt. Tufi og jeg er af sted næsten hver dag. I cirka tre timer. Det er god motion. Jeg bliver ved, lige så længe jeg kan, for vi er et godt makkerpar til at finde trøfler, kommer det stolt fra Francesco Ulisse, mens han gemmer en nyfunden trøffel i sin jakkelomme.

En flot, fynsk trøffel er blevet fundet et hemmeligt sted.
En flot, fynsk trøffel er blevet fundet et hemmeligt sted.
Foto: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt