TV 2 Fyn ændrer i ledelsen

For at være bedst muligt rustet til den kommende udvikling ændrer TV 2 Fyn i chef- og ledelseslaget.

Fra 1. juni starter nuværende digital redaktør på TV 2 Fyn, Hans Christian Kromann, som ny redaktionschef i det fynske mediehus. 

Han har siden 1. marts været digital redaktør og inden det redaktionschef for dr.dk i Danmarks Radio, men skal altså fremover også have ansvaret for den daglige digitale redaktion samt det strategiske ansvar på det digitale område.

Et andet kendt ansigt på TV 2 Fyn får også nye arbejdsopgaver fra 1. juni. Sofie Dambæk Rasmussen, der siden 2018 har været redaktør for TV 2 Fyns ungdomsredaktion, Bemærk, skal fremover også være redaktør for mediehusets event-redaktion. 

Hun overtager opgaven fra redaktør Pernille Redder, der fratrådte i april.

- Efter to års coronaperiode og et veloverstået kommunalvalg i efteråret har vi brugt forårsmånederne på en omfattende justering af hele den redaktionelle organisation og workflow. Det er kommet rigtigt godt i gang fra 1. april. Udnævnelserne af Hans Christian og Sofie er sidste led i dette arbejde. Dermed er TV 2 Fyn organisatorisk klar til en spændende strategiproces efter sommer. Her er nogle af hovedsporerne innovation, digitalt indhold til stream-platforme og endnu tættere kontakt til fynboerne via vores journalistik, siger Esben Seerup, direktør på TV 2 Fyn.

Det betyder dermed også, at redaktionschef Mads Boel efter eget ønske siger farvel til TV 2 Fyn efter syv år på posten.

- Jeg både ærgrer mig på stationens vegne – og forstår Mads’ valg. Jeg ved, at vi alle på TV 2 Fyn vil savne ham og hans enorme energi, kolossale arbejdskraft, imponerende indsigt – og omsorg og hjerte for alt og alle her på stationen. Mads Boel har en meget stor andel i, at TV 2 Fyn på alle niveauer har flyttet sig i de rigtige retninger, siden han første gang trådte ind ad døren som nyhedsredaktør i november 2013, siger Esben Seerup.

Med de nye ændringer består TV 2 Fyns redaktionelle chefgruppe dermed fremover af redaktionscheferne Jakob Herskind, Hans Christian Kromann, Malene Hammershøy Kjerstad og Lasse Hørbye.

Oversigt

    Oversigt