Flere uheld: Forlænget rejsetid henover Fyn

Bilister på Fyn skal væbne sig med tålmodighed, da flere uheld har skabt kø.

Der har lørdag eftermiddag været to uheld på Fynske Motorvej, der begge har resulteret i længere rejsetid.

Det oplyser Vejdirektoratet til TV 2 Fyn.

- Der er ved at være ryddet op, men køen forventes først afviklet sidst på eftermiddagen, siger vagthavende Ruben Bay-Madsen.

Mellem Middelfart og Odense er rejsetiden forlænget med cirka 20 minutter, mens det mellem Langeskov og Nyborg er omkring 45 minutters ekstra rejsetid.

Anbefales at køre senere

Vejdirektoratet havde allerede tidligere på dagen meldt ud, at der kunne være risiko for tæt trafik på anden juledag - særligt i tidsrummet 10-14.

Her lød anbefalingen også at vente med at køre til efter klokken 14 og til at holde sig orienteret om trafikken på sin tur i for eksempel radioen.

Derudover rådes bilister til at give sig god tid og holde god afstand.

Ambulance sendt ud

Ifølge Fyns Politi er der i forbindelse med uheldene ikke meldinger om noget alvorligt, men der er sendt en ambulance ud.

I tilfældet mellem Middelfart og Odense er det to biler, der er kørt sammen.

Politiet er på stedet.

Oversigt

    Oversigt