Ung fynbo voldtog og plagede eks-kærester

Kvinder blev udsat for grove forbrydelser i Odense, siger retten, der idømmer ham fængsel i fem et halvt år.

Igen og igen blev to kvinder forfulgt og plaget af deres tidligere kæreste. Han voldtog dem, truede dem på livet og begik hærværk.

Det har et nævningeting i Odense tirsdag fundet beviser for, og straffen er fastsat til fængsel i fem år og seks måneder.

Anklageren havde krævet mellem seks og otte år, oplyser fyens.dk.

I ét tilfælde spændte manden sin livrem om offerets hals og strammede til, så hun havde svært ved at trække vejret.

I et andet tilfælde holdt han en pude stramt hen over offerets ansigt, fremgår det af anklageskriftet, som beskriver en stribe grove forhold.

Han truede sig også til samleje med den ene ekskæreste i Odense.

Sagen har også drejet sig om en episode, hvor han først tog kvælertag på sit offer og dernæst tvang hende til at indtage mellem 30 og 40 smertestillende piller.

Det var i maj sidste år, at Fyns Politi anholdt den nu dømte, som siden har siddet varetægtsfængslet. Efterforskningen blev sat i gang, da faren til det ene offer gik til politiet.

Undervejs har den 24-årige nægtet sig skyldig, og hans forsvarer ankede på stedet til frifindelse i landsretten.

I begyndelsen af retssagen ville han ikke udtale sig, men mod slutningen åbnede han munden: Jeg synes, at dommerne har straffet mig allerede, og at medierne har dømt mig på forhånd, sagde han ifølge fyens.dk.

Dommere og nævninge er enige om straffen i den usædvanlige sag, som også handler om trusler mod politifolk og en anklager.

I øvrigt er de to ofre tilkendt henholdsvis cirka 200.000 kroner og 75.000 kroner.

Oversigt

    Oversigt