Viktor Axelsen trækker sig og er færdig ved sæsonfinalen i Kina

Det er ikke længere muligt for Viktor Axelsen at kæmpe sig videre efter Chen Long-sejr over Tien Chen Chou. I sin sidste kamp valgte fynboen at trække sig.

Fynske Viktor Axelsens spinkle chance for at kæmpe sig videre til semifinalerne fra det indledende gruppespil ved badmintonspillernes sæsonfinale i kinesiske Guangzhou er forduftet.

Håbet forsvandt fredag, da Chen Long i en anden kamp i gruppen slog Tien Chen Chou fra Taiwan med 21-15 og 21-19.

Dermed har både Long og Chou vundet to kampe og tabt en enkelt i det indledende gruppespil. Selv om Axelsen fortsat mangler at spille en sidste gruppekamp mod Anthony Ginting fra Indonesien, så er det umuligt at kæmpe sig videre til semifinalerne.

Opdatering
Clock13. dec 2019, kl. 08:07
Viktor Axelsen har valgt at trække sig i sin sidste kamp ved sæsonfinalen. Det skete ved stilling 6-13 i første sæt. Dermed inkasserer fynboen sit tredje nederlag i tre kampe.

Det skyldes, at danskeren har tabt til både Chen Long og Tien Chen Chou og dermed maksimalt kan nå op på en enkelt sejr. Viktor Axelsen møder Anthony Ginting senere fredag.

I den anden gruppe skal Anders Antonsen også i aktion fredag. 22-årige Antonsen er også i problemer efter to nederlag i træk før fredagens møde med Tzu-Wei Wang fra Taiwan.