Det gode vejr fortsætter: Livredderne har nok at se til

Den varme sommer sender folk på stranden, og det giver livredderne nok at se til på de fynske strande.

Den gule livredderbil lyser op på stranden. Ud fra bilen trækker livredder Sten Hansen en lige så gul førstehjælpskasse. Han skal bruge dagen på stranden ved Kerteminde.

- Det første vi gør, når vi møder ind, det er selvfølgelig at kontrollere, at det udstyr, vi har, det er noget, vi kan bruge. Altså om det fungerer, fortæller Sten Hansen, der er kystlivredder for Trygfonden.

Ifølge DMI er sommeren i år den varmeste de sidste 26 år, og kigger man på vejrudsigterne, forsætter det varme sommervejr lige så langt ud i fremtiden, man kan se. Det gode vejr skaber en masse strandgæster, og det giver Sten Hansen og de andre livreddere nok at se til. 

Atypiske strandulykker

Sten Hansen går rundt på stranden, som er fuld af solbadende strandgæster. Han fortæller, at han og hans kollegaer har forventet at få travlt denne sommer. 

- Når vejret er godt, så er der mange gæster ved stranden, og det betyder selvfølgelig, at vi har noget ekstra at holde øje med. Vi har den indgangsvinkel, at vi hellere vil forebygge, end komme ud i en aktion. Det betyder, at vi bevæger os meget rundt på stranden og får snakket med badegæsterne hernede og giver dem råd, så de kan passe på sig selv, siger han. 

 
 

De fem baderåd

Men selv om alle Trygfondens baderåd handler om havet, så er det sjældent, at Sten Hansen oplever de alvorlige situationer til havs. Faktisk er det nogle helt andre ting, som Sten han oftest skal rykke ud til på stranden.

- Dehydreringer, hedeslag, muslingeskalder folk får op i fødderne, og måske folk som kommer til skade med lege ude i vandet, remser han op. 

Og selv om livredderne måske oftest forbindes med redningsaktioner i vand, så er Sten Hansen også udstyret til at hjælpe ved alle de situationer, han fortæller om. 

Ikke gå i vandet efter et måltid

Spørger man ind til de fem baderegler blandt de dasene folk på stranden, nævner flere af dem det gamle råd om ikke at gå i vandet efter et måltid. Men det er en skrøne, og hos iskiosken Nordlys, kan de godt mærke, at de fleste er ligeglade med den gamle røverhistorie.

Der er nemlig masser af strandgæster, som guffer is i sig. 

- Vi har travlt herude hver dag næsten. Sidste år havde vi nogle enkelte dage, hvor det væltede ind, fordi det var godt vejr og folk kom til stranden, men i dag er folk på stranden hver dag, og det kan vi godt mærke på issalget, siger Johannes Kristensen, der står klar ved isboksen.

Se hele indslaget om travlheden på stranden. 

Oversigt

    Oversigt