Alvorlig ulykke: Bilist kørt frontalt sammen med lastbil

Politiet er i øjeblikket i gang med at undersøge årsagen til sammenstødet.

Tirsdag først på eftermiddagen skete der et sammenstød mellem en personbil og tankvogn på Rugårdsvej ved Harndrup.

Det fortæller Fyns Politi til TV 2 Fyn.

Føreren af personbilen kom alvorligt tilskade og blev kørt til Odense Universitetshospital. Han er uden for livsfare. Det var en 57-årig mand, som kørte tankvognen, og han er uskadt. 

Ulykken skete klokken 13.53, hvor personbilen kom kørende i vestlig retning mod en tankvogn. 

- På nuværende tidspunkt formoder vi, at personbilen af uvisse årsager er kommet over i modsatte vejbane, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen.

Fyns Politi er i øjeblikket ved at undersøge årsagen til ulykken. De pårørende er underrettet.

Vejen er spærret

Politiet er stadig til stede og har fortsat spærret vejen.

- Tankvognen har fået et ordentlig skrald, og vi er derfor ikke sikre på, at den kan køre videre uden at begynde at lække, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen.

Derfor skal tankvognen tømmes, før vejen igen kan åbnes.

Politiet forventer, at vejen vil være spærret to til tre timer endnu.

Oversigt

    Oversigt