Danmarks bedste romkugler gjorde fynsk bager til millionær

Sidste år vandt de fynske romkugler fra Nørre Aaby titlen som Danmarks bedste. Nu er bageriets overskud steget med 4.000 procent.

Danmarks bedste romkugler trilles i Nørre Aaby Bageri. 20. marts sidste år blev kagerne kåret til landets bedste på madmessen Foodexpo, hvor Bager- og Konditormestre i Danmark kårede den bedste udgave af en af Danmarks bedst sælgende kager - siden da er det gået stærkt i det lille Nørre Aaby-bageri i Super Brugsen.

Faktisk er det gået så stærkt, at bageriets overskud er steget med 4.000 procent. Derfor har bagermester Carsten Matthiesen været nødt til at lægge sin virksomhed om for at følge med efterspørgslen.

Millionær på romkugler

- Vi har haft rigtig, rigtig travlt. Vi har solgt romkugler i hundredetusindevis. Vi har været nødt til at lægge vores virksomhed om med alt fra servicepolitikker til logistiker. Vi har stort set været nødt til at slå en streg i sandet og sige: "Det her er en ny virksomhed, vi kører videre med". Der er ikke noget, der bliver, som det var før. Det bliver det nok ikke foreløbigt, konstaterer Carsten Matthiesen.

Sender romkugler til udlandet

De fynske romkuglespisere er ikke alene om at få overskuddet til at stige i det lille bageri. Lige siden sidste år er danskere fra hele landet strømmet til Nørre Aaby for at købe romkugler. 

- Det har betydet en gevaldig stigning i vores overskud, da vi har fordoblet vores omsætning, fortæller Carsten Matthiesen. 

Blandt andet har efterspørgslen af de kuglerunde kager fået bageren til at udvikle et udbringningssystem, så folk, der ikke kører over Fyn, ikke snydes for Danmarks bedste romkugle.

- Via sociale medier er der flere og flere, der kender os, og så har vi opfundet, at vi kan sende romkugler ud i æggebakker med 15 styks. Dem kan vi sende ud til hele Danmark og enkelte steder i udlandet, siger bagermesteren.

Opskriften på Danmarks bedste romkugler 

I bageren kan man torsdag både købe de prisvindende romkugler og en særlig påskevariant. Blandt kagerne ligger også en version med chili.

- Vi er nødt til at udvikle os hele tiden og lave nye produkter. Nu har vi snart folketings- og EU-valg, så mon ikke også det kan blive til nogle valgkugler i forskellige farver, spørger Carsten Matthiesen. 

Sidste år delte bagermesteren opskriften på de traditionelle romkugler. Opskriften finder du herunder.