I det fynske folks tjeneste

Festival udvides med al sandsynlighed: - Vi vil have fat i de unge igen

I 2021 vil Rock Under Broen højest sandsynligt blive afholdt hen over to dage i stedet for en. Dette er for at fange det lidt yngre publikum.

I 2021 kan musikglade fynboer med al sandsynlighed nyde tonerne under den nye Lillebæltsbro i to dage i stedet for én. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Musik- og festivalshungrende fynboer kan på grund af coronavirus først få stillet deres tørst på festival i 2021. Men til den tid er der måske endnu flere musik- og fadølsspækkede dage at hente.

I hvert fald hvis det står til Bent Frandsen, der er formand for endagsfestivalen Rock Under Broen i Middelfart.

Læs også Den Sorte Død: Arkæologer graver i fynske baghaver

Til næste år vil Rock Under Broen nemlig med al sandsynlighed løbe over to dage i stedet for én.

- En måde, som vi gerne vil videreudvikle Rock Under Broen på, er ved at have en to-dages festival i 2021. Vi vil prøve at have ungdomsmusikken fredag aften, så det bliver en ungdomsfredag, og så kan musikken, der målretter sig mod det lidt ældre publikum, komme om lørdagen, siger Bent Frandsen til TV 2/Fyn.

Vil fange det yngre publikum

Selvom idéen om to dage med Rock Under Broen stadig er under udvikling, så er Bent Frandsen 99,9 procent sikker på, at det bliver en realitet i 2021.

- Udfordringen for os er at få fat i det unge publikum igen, og det er det, vi arbejder hen i mod nu, siger Bent Frandsen og tilføjer: 

- Det er i hvert fald noget, der skal prøves af.

Læs også Tiltrængt aktivitet på botilbud: Isolerede udviklingshæmmede holder Afstandsfestival

Og med to dages festival er håbet også, at der bliver hevet mere omsætning hjem til Middelfart by. 

- En undersøgelse viser, at mens Rock Under Broen foregår, bliver der lagt mellem seks og syv millioner i Middelfart. Ved at afholde festivalen kunne vi opnå, at flere tager en ekstra overnatning, og også skabe en større omsætning i byens butikker og spisesteder, siger Bent Frandsen.