Gadebelysning i Middelfart på private hænder

Et nyt EU-krav gør, at de danske kommuner skal skifte gadebelysningen ud, og det koster penge. I Middelfart kommune har man fundet en lidt alternativ løsning.

Inden længe skal gadebelysningen i Middelfart skiftes ud med en miljøvenlig model.

- Det ville have kostet 28 millioner kroner, hvis vi skulle have grebet ned i egen lomme, siger formanden for Miljø og Energiudvalget i Middelfart Kommune, Johannes Frydslund Jensen(S).

Men i Middelfart kommune har man fået en lys idé.

- Vi har lavet en aftale med en privatvirksomhed om, at vi er fælles om det her og det betyder, at den private virksomhed går ind og får opgaven. Tilgengæld tager de også det økonomiske ansvar for at få energibesparelsen hjem. Vi risikerer altså ikke noget med skatteborgernes penge, siger Johannes Frydslund Jensen.

I Nordfyns Kommune undersøger man i øjeblikket hvilke muligheder der er for at finansiere de nye gadelygter. Her går man efter at finde pengene i kommunekassen frem for at få private investorer til at betale.

- Vi har lagt det ind i vores investeringsplan fra 2013 og så tre år frem. Det er en investering på 20 millioner kroner, som vi skal bruge i anlæg, siger Kim Johansen(S), formand for Miljø- og Teknikudvalget i Nordfyns Kommune.

Men i Middelfart har man ikke kunne finde pengene internt i kommunen.

- Altså kommunekasserne er jo ret slunkne i øjeblikket, så der er ikke så mange penge at tage af. Vi synes, at vores løsning er et godt samarbejde med private virksomheder og det kan man nogen gange komme længere med, lyder det fra Johannes Frydslund Jensen.

I Nordfyns Kommune mener formanden, at kommunen kan spare penge på selv at foretage finansieringen, og dered få besparelsen på længere sigt.

Oversigt

    Oversigt