Klassen demonstrerer mod udvisning af Yasmin

Trods massive protester fra klassen og mange borgere i Middelfart, har justitsministeriet beordret den afghanske pige Yasmin ud af landet inden 4. januar. Klassekammeraterne arrangerer nu demonstration for at støtte Yasmin.

Yasmin Ahadi fra 5. klasse på Vestre Skole i Middelfart får ikke lov at blive i Danmark.

Hun kom i 2010 til Danmark efter en lang flugt fra Afghanistan med sin søster og gravide mor. Hun fik humanitær opholdstilladelse, fordi hendes far og bror var forsvundet, og uden mænd, kan kvinder ikke klare sig i Afghanistan.

Siden hen blev hendes far og bror fundet i Grækenland, og det betyder, at grundlaget for hendes opholdstilladelse er væk.

Yasmins klassekammerater har kæmpet for at den afghanske pige kan få lov at blive. Blandt andet har klassen sendt en videohilsen til statsministeren, og over 1000 mennesker har skrevet under på et krav om at hun sammen med sin familie skal have opholdstilladelse.

Men lige lidt hjalp det. Tirsdag fik familien afslag på opholdstilladelse, og 4. januar skal familien forlade landet.

- Jeg løb jeg ind og kastede mig på min seng og græd og græd, siger Yasmin Ahadi til Fyens Stiftstidende.

Eleverne fra 5. a. er allerede gået i gang med at arrangere demonstration mod udvisningen. Den vil finde sted mandag på Rådhuspladsen i Middelfart klokken 17.

- Vi håber på en stor demonstration og opbakning fra hele Middelfart, siger Helle Broen, der er mor til en af Yasmins klassekammerater.

link

Oversigt

    Oversigt