Middelfarts kommunaldirektør stopper

Et enigt byråd har mandag aften besluttet, at Willy Feddersen skal stoppe som Middelfarts kommunaldirektør med øjeblikkelig virkning.

Økonomiudvalget i Middelfart Kommune har tirsdag besluttet, at den 59-årige kommunaldirektør ikke skal fortsætte.

Det skyldes, at Økonomiudvalget i kommunen ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Middelfart kommune.

- Jeg har allerede nu gjort mig en masse tanker om, hvad det er for en profil, vi skal på jagt efter, men det tager jeg i første omgang med ansættelsesudvalget, siger Johannes Lundsfryd til JydskeVestkysten.

Willy Feddersen har været fritaget fra tjeneste siden et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde den 27. januar. Og mandag aften var det så op til byrådet at træffe den endelige beslutning om kommunaldirektørens fremtid.

Samtlige byrådsmedlemmer var, ifølge Middelfart Kommunes borgmester, Johannes Lundsfryd (S), på byrådsmødet mandag enige om, at Willy Feddersen ikke længere er den, der skal varetage rollen som kommunaldirektør.

Ny kommunaldirektør per 1. juni

I Middelfart Kommune er man begyndt at se sig om efter en ny kommunaldirektør, og ambitionen er, at vedkommende kan tiltræde 1. juni.

- Vi vil være sikre på, at vi finder den rigtige til jobbet, så derfor skal der være god tid til at drøfte, hvad det er for en profil, vi skal ansætte, siger Johannes Lundsfryd (S).

I mellemtiden er direktør for Teknik og Miljø, Thorbjørn Sørensen, konstitueret som kommunaldirektør.



Oversigt

    Oversigt