Produktionen af to millioner romkugler rykket væk fra Nørre Aaby

Rammerne i Nørre Aaby Bageri var ikke længere gode nok til at håndtere romkugleproduktionen, og derfor har bagermesteren åbnet en ny, moderne butik i Middelfart. 

Salget af romkugler går forrygende for bagermester Carsten Bak Matthiesen, der i 2018 fik kåret sine romkugler i Nørre Aaby til Danmarks bedste.

Succesen har gjort, at han netop har åbnet en ny butik i Middelfart.

- Det er gået over al forventning. Vi har ikke kunnet håbe på en bedre start, siger Carsten Bak Matthiesen til TV 2 Fyn. 

 
 
Foto: Jeanette Torndahl Fournier
 
 
Foto: Jeanette Torndahl Fournier

Derfor flytter han produktionen

I et 500 kvadratmeter stort lejemål i Middelfart har han bygget et moderne bageri med en særlig afdeling til romkugleproduktion, som dermed er blevet flyttet fra Nørre Aaby til Middelfart - under det nye navn Baks Bakery & Deli. 

- Rammerne, vi kunne tilbyde, var ikke gode nok længere. Vi var tvunget til at finde nogle større rammer med ordentlige personale- og produktionsforhold, forklarer bagermesteren, der også skilter med titlen direktør under det nye brand. 

- Der var aldrig nogen, der havde drømt om det her, men butikken, vi har lavet her, er den butik, jeg altid har drømt om, fortæller han. 

 
 
Foto: Jeanette Torndahl Fournier
 
 
Foto: Jeanette Torndahl Fournier

12.000 romkugler om dagen

Carsten Bak Matthiesen fortæller, at han sælger omkring to millioner romkugler om året. Det svarer til i gennemsnit over 5.400 romkugler om dagen. Nogle dage - når der er mest tryk på - bliver der lavet 12.000 romkugler om dagen. 

- Der er nogen, der har spurgt, om det kan blive ved med de romkugler. Med butikken her er vi kun lige begyndt, fordi det giver os mulighed for et kæmpe afsæt inden for alle områder, siger Carsten Bak Matthiesen.

Direktøren og bagermesteren har store forventninger til at øge antallet af solgte romkugler i 2021. 

60 medarbejdere 

Virksomheden, der nærmer sig 60 medarbejdere, har planer om at sælge romkugler og andre af bageriets specialiteter til Norge og senere også Sverige, Tyskland og måske resten af Europa. 

- At lave romkugler er så dejligt enkelt, fastslår bagermesteren. 

Bageriet i Nørre Aaby, der er en del af den lokale brugs, er i gang med at blive istandsat og moderniseret, men fortsætter med at sælge romkugler.

Oversigt

    Oversigt