Stort autoværksted brænder – industriområde spærret af

Natten til onsdag er der opstået brand i et autoværksted i Middelfart. Politiet har spærret en del af industriområdet af.

En kraftig brand i et autoværksted i et industriområde på Fynsvej i Middelfart udvikler onsdag morgen en del røg.

Ifølge Fyns Politi er branden under kontrol, men det er fortsat nødvendigt at afspærre en stor del af området omkring branden, der er opstået kort efter klokken 4 i nat.

- Der arbejdes fortsat derude, men der er ingen risiko for spredning af branden, siger Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Ifølge vagtchefen er der ikke nogen meldinger om personer inde i værkstedet.

- Og hvad der er årsagen, skal brandundersøgelsen vise senere.

Som konsekvens af branden, røgen og arbejdet med slukningen har politiet spærret en større del af industriområdet af. Hvornår der igen kan åbnes, er endnu uvist.

- Det er et værksted, der brænder. Det tager tid. Så tidshorisonten er fortsat ukendt.

- Der er ikke risiko for yderligere brand. Der er røg, og røg kan være farligt, men det blæser ikke, og der er ikke tale om risiko forbundet med røgen. Der er kontrol over det, men det tager tid, siger Milan Holck Nielsen.

Dynamisk afspærring

Vagtchefen forklarer, at politiet forsøger at holde afspærringen i et så lille område som muligt.

- Vi er godt klar over, at det er et industriområde, så folk vil gerne ind og på arbejde. Vi forsøger at holde afspærringen dynamisk, så vi lukker op og i, når vi kan, siger Milan Holck Nielsen.

Kort efter klokken 8 fortæller vagtchefen, at afspærringen ligger mellem Brovejen, Hovedvejen og op mod Bogensevej i selve industrikvarteret.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 04.25.

Middelfart Kommune har onsdag morgen delt dette billede af afspærringen.
Middelfart Kommune har onsdag morgen delt dette billede af afspærringen.
Foto: Middelfart Kommune

Oversigt

    Oversigt