En dræbt i trafikulykke

En 42-årig mand blev dræbt, da en lastbil og en personvogn tidligt mandag morgen kolliderede på Middelfartvej i Odense.

Føreren af personbilen - en 42-årig mand - blev dræbt ved sammenstødet med lastbilen mandag morgen klokken 6.47. Ulykken skete på Middelfartvej ved Blommeslyst.

Ifølge Ebbe Krogaard fra Odense Politi trak den 42-årige af endnu ukendte årsager over i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i lastbilen.

Kaos på Middelfartvej

Aksel Stein, der bor på Middelfartvej og var vidne til ulykken var rystet over politiets håndtering af ulykken. Ifølge Aksel Stein dukkede der kun en patruljevogn op til at dirigere trafikken en halv time efter ulykken.
 
- Det var et stort kaos herude på Middelfartvej. Der kunne jo have været sket mange flere ulykker, fordi mange bilister tog chancer, fortæller Aksel Stein.

Ifølge Odense Politi var der rigtig nok kun en patruljevogn på stedet, men den kom et kvarter efter ulykken, og betjentene mente ikke, at der var behov for yderligere assistance til dirigering af trafikken. Det fortæller Ebbe Krogaard fra Odense Politi til TV 2/Fyn.
 

 

Oversigt

    Oversigt