Fiskeristyrelsen deler advarsel efter mærkeligt fund

I Båring Vig ved Nordfyn gjorde Fiskeristyrelsen i weekenden et ulovligt fund af fiskeriredskaber.

Lørdag var ikke en helt almindelig dag på job for skibsføreren på Fiskeristyrelsens kontrolskib, Havternen.

Her faldt skibsfører Søren Egelund Nielsen over et ret underligt fund, da de sejlede rundt i Båring Vig ved Nordfyn under en redskabskontrol. Her spottede han ved et tilfælde en bøje, som vakte undring. 

- Der var noget mærkeligt ved den her bøje. Den var for langt fra kysten til, at den havde den funktion, at der skulle være en jolle sat op, siger han. 

Skibet sejlede derfor hen for at undersøge bøjen nærmere. På bunden af bøjen fandt man en tønde med hummerkløer i, der formentlig har fungeret som et hyttefad. Et redskab, som bruges til at opbevare levende fisk. 

Men fastbundet til bøjen var også et 1,5 kilometer langt såkaldt spøgelsesgarn, som er et garn, der enten er blevet mistet eller efterladt.

- Det tog over seks timer, før hele nettet var halet ombord og pakket, fortæller skibsfører på Havternen, fortæller skibsføreren.

Fiskeristyrelsen fandt både spøgelsesgarn og en tønde, der er brugt som hyttefad. Ingen af redskaberne var markeret, så ejeren kunne findes, på trods af at det er lovkrav.
Fiskeristyrelsen fandt både spøgelsesgarn og en tønde, der er brugt som hyttefad. Ingen af redskaberne var markeret, så ejeren kunne findes, på trods af at det er lovkrav.
Foto: Fiskeristyrelsen

Søren Egelund Nielsen har ikke før oplevet, at man har efterladt et hyttefad uden at hente det igen, og så endda på havbunden. Desuden var redskaberne der ulovligt.

- Man skal jo mærke redskaberne, så vi kan kontrollere dem. Men der var ikke nogen vager (bøjer, red.) i enderne, og så var det helt umærket. Og der var heller ikke mærker på selve bøjen, siger han. 

En fisker skal nemlig sætte bøjer i begge ender af garnet, så andre fiskere eller skibe kan se, at der er fiskeredskaber i vandet, men redskaberne skal også mærkes med ejerens oplysninger, så man ved, hvem der har sat det ud.

Til fare for havmiljøet

Udover at være ulovlige, så er spøgelsesgarn heller ikke helt uproblematiske. Når man mister eller efterlader et garn, fortsætter det i en periode med at fange fisk og krebsdyr, der ikke ender med at have nogen nytte, og nogle steder kan også havpattedyr og dykkende fugle ende med at sidde fast. 

Samtidig forurener nettet vandet.

- Det er jo plastik, så det er affald, der ligger i havet, og som ikke hører til, og med tiden kan det blive nedbrudt, siger Eva Maria Pedersen, der er biolog ved DTU Aqua. 

Dog når garnene sjældent at blive til særlig stor gene for havdyrene, fordi de ruller sig sammen og ender på havbunden, uddyber Eva Maria Pedersen. 

Hvad gør man, hvis man har mistanke om ulovligt fiskeri?

Pligt til at anmelde spøgelsesredskaber

Normalvis sejler kontrolskibet Havternen afsted efter mistede redskaber, som er blevet anmeldt af dykkere, fritidsfiskere eller erhvervsfiskere, der er faldet over dem eller som selv har mistet fiskerigrej. Som fisker har man nemlig pligt til at anmelde det, hvis man mister sit udstyr, så det kan blive fjernet igen. Derfor advarer Fiskeristyrelsen også om, at man skal huske at anmelde det, hvis man ser eller mister sit garn. 

Oftest er det nemlig en fejl, at redskaber ender som spøgelsesredskaber.

- Som regel er det forbundet med uheld som, at der er nogen, der har sejlet en bøje ned, eller et skib, der har sejlet forbi og kommet til at trække det med, og så kan fiskeren ikke finde sit redskab igen, forklarer Eva Maria Pedersen, biolog ved DTU Aqua. 

I nogle tilfælde er det dog forbundet med ulovligt fiskeri, hvor man ikke ønsker, at redskaberne skal opdages af kontrollen, fordi det er sort handel eller en privat fisker, der ønsker at sælge fisk. Men om nettet ved Båring Vig skyldes ulovligt fiskeri, er ikke til at vide. 

Oversigt

    Oversigt