Længe brændt ned: Ild slugte beboers varmekilde

En længe nedbrændte fuldstændigt, da en nedlagt landsbrugsejendom gik i brand natten til lørdag.

En mandlig beboer på en gård på Kosterslevvej mellem Søndersø og Særslev har fået stillet et par varmeblæsere til rådighed.

Mandens varmekilde forsvandt nemlig natten til lørdag, hvor en brand fuldstændigt raserede en længe på mandens gård.

Indsatsleder Mads Buse fra Beredskab Fyn fortæller til TV 2/Fyn, at alarmen gik ved 01.30-tiden.

- Ejeren slog alarm, da han vågnede ved, at tagpladerne knaldede på grund af varmen, siger Mads Buse.

Indsatslederen kan endnu ikke sige noget om årsagen til branden, men det er ifølge ham oplagt, at mistanken rettes mod træpillefyret, som stod i den nu nedbrændte længe.

En sprøjte fra Søndersø og to tankvogne fra henholdsvis Bogense og Otterup deltog i slukningsarbejdet, som var afsluttet ved sekstiden lørdag morgen.

Ingen kom til skade ved branden, ligesom ingen andre bygninger på den trelængede tidligere landbrugsejendom blev ramt af branden.

Oversigt

    Oversigt