14-årige Vilma skiftede kedelige avisruter ud med solstrålejob

Hun startede som avisomdeler, men arbejdet gav ikke mening. Nu glæder hun sig til at møde ind til sit fritidsjob på Strandhøjen Friplejehjem, og hun føler sig godt rustet til sin drøm om at blive politikvinde.

Vilma kommer slentrende ned ad gangen med Ludospillet i sine hænder. 

Ved hendes side går 74-årige Winnie, der knytter sig til sin rollator. Hun er en af beboerne på Strandhøjen Friplejehjem i Nyborg. 

Selv med årtiers forskel i alder, deler de to et hjertevarmt venskab. For 14-årige Vilma Marie Visby er dette mere end bare et fritidsjob - det er en læring i empati og menneskelig forståelse, der styrker hendes drøm om at blive politikvinde. 

Det er torsdag eftermiddag, og det betyder, at hun har en vagt på friplejehjemmet, hvor hun fritidsjobber.

quote Jeg vil gerne have at deres sidste tid på plejehjemmet er sjov, og at de er glade. Jeg synes, det er vigtigt at gøre deres tid værdig, siger hun.

Vilma Marie Visby glæder sig altid til denne dag på ugen, som er hendes faste arbejdsdag på plejehjemmet. 

Blik mod fremtiden: Godt rustet til arbejdsmarkedet

Selvom Vilma Marie Visby blot er 14 år, har hun allerede gjort sig store tanker om hendes drømme for en fremtidig karriere. 

Som planerne ser ud lige nu, vil hun gerne være politikvinde.

- Som politikvinde kan man komme ud i situationer, som er uforudsigelige. Det kan jeg også på min vagt på plejehjemmet. Man ved ikke altid, hvad der kommer til at ske, siger hun.

Vilma møder ind til forskellige opgaver om torsdagen. Det er alt fra at spille brætspil med borgerne, være social og snakke, men hun gør også rent. På denne vagt spiller hun Ludo med 74-årige Winnie.
Vilma møder ind til forskellige opgaver om torsdagen. Det er alt fra at spille brætspil med borgerne, være social og snakke, men hun gør også rent. På denne vagt spiller hun Ludo med 74-årige Winnie.
Foto: Ida Alstrup Klausen


Foruden den arbejdsglæde Vilma har fået, er det også et job, hvor man som ung tilegner sig en stor mængde ansvar, fordi det netop er mennesker, man har med at gøre.

-  Det er nogle gange en stor opgave at have på skuldrene, fordi der kan ske meget, når man er omringet af andre mennesker. For eksempel et uheld, hvor man kan blive forskrækket, siger Vilma Marie Visby.

Hun er dog helt overbevist om, at det er egenskaber, hun kan tage med videre i sit fremtidige drømmejob, hvis hun fortsat ønsker at arbejde med mennesker.

Job som 'Solstråle'

Skiftet bragte arbejdsglæden tilbage

Allerede som 13-årig var Vilma klar til at hoppe i arbejdstøjet. Hun arbejdede derfor som avisomdeler, men i længden blev det kedeligt og hårdt, og man vidste heller aldrig, hvilket vejr man skulle ud i.

Arbejdet gav ikke mening, og Vilma havde ingen arbejdsglæde.

- Man gad ikke på arbejde, for det afhang virkelig af vejret. Når det var dårligt vejr, var det også en dårlig arbejdsdag, siger hun.

På et tidspunkt hørte hun om andre unge, der havde fritidsjob på et plejehjem, og det fik hende selv til at sende en ansøgning til af friplejehjemmet i Nyborg.

- Efter en lang, trættende skoledag glæder jeg mig til at komme på plejehjemmet og være sammen med borgerne, siger hun.

Og selvom der er stor aldersforskel mellem beboerne og Vilma, får begge parter noget ud af hendes og de andre ungarbejders arbejde og nærvær. 

- Hun bringer altid glæde, ungdom og godt humør. Og så er hun altid sød. Det betyder rigtig, rigtig meget, siger 74-årige Winnie Saabye Einshøj, der er beboer på Strandhøjen Friplejehjem.

Gode stunder overskygger de triste 

Arbejdet er ikke kun fryd og gammen. Selvom størstedelen af Vilma Marie Vibys arbejdsdage er præget af glæde, kan de også se anderledes ud.

- Det er meget voldsomt, når man møder ind, og at de så ikke er der. Det er meget uforudsigeligt. Det, med at sige farvel til nogen, man er blevet tæt med, er hårdt, siger hun.

Det har Vilma oplevet helt tæt på. 

- Jeg har oplevet det et par gange. Jeg kender dem ud og ind, og jeg er sammen med dem hver uge, så selvfølgelig er det hårdt, tilføjer hun.

Det er 74-årige Winnie Saabye Einshøj helt enig i.

- Det kan godt være tungt, at det er syge, ældre mennesker, man er omringet af. Vilma bringer noget håb, glæde og lys ind i stuen, siger hun og tilføjer smilende:

- Når jeg ser Vilma, er der liv og glade dage.

Oversigt

    Oversigt