Efter rocker-succes: Nu vil Nyborg også smide Hells Angels ud
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Borgmesteren ser helst klubben forsvinder helt ud af kommunen.
Fredag måtte Hells Angels i Odense indse, at de skal forlade klubhuset på Petersmindevej 20 i Odense. Klubben tabte nemlig en klagesag i planklagenævnet mod Odense Kommune, som har udelukket Hells Angels fra at samles på adressen.
Årsagen skal findes udenfor Fyn, hvor Hells Angels og den ulovlige bande Loyal to Familia ligger i åben konflikt.
Det har fået politiet til at vurdere, at konflikten kan resultere i angreb mod klubhuset. Med dagens juridiske sejr til Odense Kommune vil Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), gå efter samme løsning i det østfynske, hvor klubben holder til på Langelandsvej.
- Det er et nybrud, at vi har mulighed for at lave en permanent lukning. Så det jeg har bedt om er, at vi undersøger muligheden for at gøre det samme i Nyborg, siger borgmesteren.
Han har nu bedt kommunens juridiske afdeling om at kontakte kollegaerne i Odense, og undersøge om Nyborg kan lave samlingsforbud på samme betingelser.
- Hvis det her kan udstrækkes til at gøre, vi også kan tage en permanent beslutning her i Nyborg, hvilket vi ikke tidligere har kunne gøre, så kommer vi til det, konstaterer han.
Politiet har allerede lukket klubhuset i Nyborg midlertidigt, men det er ikke nok for Kenneth Muhs.
- Politiet træffer beslutningen om en midlertidig lukning. Nu håber jeg vi har mulighed for at gøre det permanent.