Fyns Politi øver tirsdag og onsdag udrykningskørsel på Fyn.
- Hvert tilfælde af udrykningskørsel indeholder et eller flere potentielle faremomenter. Derfor er det nødvendigt med jævne mellemrum at få genopfrisket ikke bare, hvornår kriterierne for udrykningskørsel er opfyldt, men også de køreteknikker, der hjælper føreren til at gøre kørslen så sikker, som muligt, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Tirsdag den 6. juni og onsdag den 7. juni øver politiet sig i mellem klokken 12.30 og 15.00, og beboerne i området vil opleve mere udrykningskørsel end normalt, fortæller Fyns Politi.
Politiet træner både på et køreteknisk anlæg og på de almindelige veje i området.
Udrykningskørsel vil foregå i politiets uniformerede køretøjer, og altså ikke i civile biler.