Politiet rykkede i al hast ud til Vestergade i Nyborg, hvor en bilist angiveligt var den 48-årige mand, der i juni flygtede fra retspsykiatrisk afdeling i Middelfart.
- Men da vi kom frem, kunne vi se, at det ikke var Per Bjørnskov Madsen i bilen, fortæller Jan Poulsen, vicepolitikommissær hos Fyns Politi, til TV 2/FYN.
Lokalpolitiet i Nyborg arbejder stadig på sagen om den forsvundne mand, som er ekstremt farlig for sin hustru og sit barn, der derfor er skjult på en hemmelig adresse.
For nylig lovede en anonym person at udlove 50.000 kroner til den person, der har oplysninger, som kan føre til anholdelse af den efterlyste. Det har dog endnu ikke ført afgørende spor med sig.