17-årig kørte vanvidskørsel i Odense: Folk måtte springe til side for rød Citroën

Flere personer måtte ifølge Fyns Politi springe til side for en rød Citroën under en biljagt lørdag aften.

Adskillige politibiler var lørdag aften i hælene på en rød Citroën C1, der kørte vanvidskørsel i den sydlige del af Odense. 

Ifølge politiet var der flere situation, hvor gående måtte springe til side for at undgå at blive ramt af bilen. Politiet efterlyser nu vidner, der har oplevet farlige situationer med den røde Citroën. 

Efter en længere biljagt kunne politiet anholde den 17-årige, som førte bilen. Det fortæller Henrik Krøjgaard, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

- Bilisten sidder her hos os. Efterforskningen er ved at kigge på, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger vagtchefen. 

Den 17-årige vanvidsbilist endte biljagten med at ramme ind i en lygtepæl, og bilen blev efterfølgende fjernet af Falck. 

Vanvidskørslen foregik mellem klokken 21:10 og 21.25 lørdag. Vanvidskørslen strakte sig over Ørbækvej, Nyborgvej, Niels Bohrs Allé, Blangstedgård, Tornbjerg og på flere stisystemer i området.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Artiklen er opdateret med kommentarer fra Fyns Politi.