19-årige Nikolai jagter drømmen: - Jeg ringede hjem og fortalte, at jeg havde trænet med Ronaldo

19-årige Nikolai Baden Frederiksen drømmer om en plads på førsteholdet i Juventus F.C., hvor han blandt andre kan komme til at spille sammen med en af verdens bedste fodboldspillere Cristiano Ronaldo.

- Så render man lige pludselig rundt med alle dem, man har set op til i mange år, siger Nikolai Baden Frederiksen. 

I 2018 blev den 19-årige odenseaner Nikolai Baden Frederiksen solgt til den italienske storklub Juventus F.C., som blandt andre har den tidligere Ballon d'Or-modtager Cristiano Ronaldo på holdkortet. Det var en stor omvæltning fra danske FC Nordsjælland, hvor han spillede i to år. 

- Da jeg havde trænet med ham (Cristiano Ronaldo, red.) første gang, ringede jeg hjem til min far. Han gik helt amok og råbte gennem telefonen, siger Nikolai Baden Frederiksen, der beskriver Cristiano Ronaldo som sjov og meget hjælpsom på træningsbanen. 

Siden Nikolai Baden Frederiksen kom til Torino i det nordlige Italien, hvor Juventus F.C. holder til, har han trænet med både klubbens andet- og førstehold, men han har endnu ikke fået kampdebut for klubbens bedste hold, som spiller i Serie A og lige nu ligger nummer to - med lige så mange point som ligaens nummer ét, Inter. 

- Selvfølgelig håber jeg på at komme op på førsteholdet. Det er klart. Men det er en stor klub, og de har mange spillere, siger Nikolai Baden Frederiksen. 

Professionel fodbold er hårdt arbejde 

Det har været hårdt arbejde at flytte til Torino for den unge fynbo. Det er krævende på træningsbanen. Det er ensomt i den store lejlighed midt i den fremmede by i et nyt land med et sprog, han endnu ikke taler eller forstår.  

Men dét på trods er det at få lov til at spille i en af verdens bedste fodboldklubber en stor chance, man tager imod.  

Cristiano Ronaldo til et træningspas i Juventus F.C., hvor Nikolai Baden Frederiksen også trænede med. 
Cristiano Ronaldo til et træningspas i Juventus F.C., hvor Nikolai Baden Frederiksen også trænede med. 
Foto: Ida Brodtkorb

- For mig var den her mulighed meget, meget svær at takke nej til.

Nikolai Baden Frederiksen takkede heller ikke nej til at komme med førsteholdet på en tur rundt i Asien i sommeren 2019, hvor det dels handlede om at træne i sommerpausen, men også handlede om at møde de mange asiatiske fans. 

Her fik han en fornemmelse af det, der måske venter ham, hvis han formår at træne sig op på førsteholdet. De blev fløjet rundt i privatfly. De var helte alle vegne, og fans brød ind på deres hotel. 

For god til sin egen alder 

Da Nikolai Baden Frederiksen begyndte til fodbold, var han en lille dreng, der blot drømte om fans, der tiljublede ham. Han troppede op i Næsby Boldklub til sin første træning, hvor han blev, indtil han rykkede mod Sjælland og FC Nordsjælland som 15-årig. 

Som drengespiller i Næsby var han for god til at spille med dem på sin egen alder, og han steg derfor hurtigt i rækkerne og spillede sammen med dem, der var to år ældre end ham selv. Men da teenageårene ramte de store drenge på holdet, blev Nikolai Baden Frederiksen den lille. Og han blev også for lille, og det fik konsekvenser for hans lyst til at hoppe i den blåstribede Næsby-trøje. 

- Det gjorde faktisk, at der var et langt stykke tid, hvor jeg ikke spillede, fordi jeg ikke rigtigt havde lysten til det, siger han. 

Nikolai Baden Frederiksens karriere startede i Næsby. 

Men Nikolai Baden Frederiksen kom alligevel til at spille fodbold igen med dem på sin egen alder, og her var der en ny træner, der gjorde hele forskellen for den fodboldspiller, han er i dag. 

- Han gav mig glæde og lyst til at spille fodbold igen. 

Førsteholdet eller ny klub

Det er et stort psykisk pres, man er under som fodboldspiller i en professionel klub som Juventus F.C., hvor man hele tiden er i konkurrence med sine holdkammerater, fordi der kun er plads til 11 mand i startopstillingen. 

Det gør, at man skal præstere 24-7, og indtil nu mangler Nikolai Baden Frederiksen stadig at levere på dét niveau. 

- Sker det ikke, at jeg kommer til at spille på førsteholdet snart, er det tid til at tænke over at blive udlejet eller finde en ny klub, siger Nikolai Baden Frederiksen. 

Du kan se hele vores serie om Nicolai Baden Frederiksens liv i Torino og Juventus F.C her. 

Afsnit 1:3
Afsnit 2:3
Afsnit 3:3

 

Oversigt

    Oversigt