21-årig fængslet for overtrædelse af knivlov

Landsretten har onsdag stadfæstet varetægtsfængslingen af en 21-årig mand for overtrædelse af knivloven.

Retten i Odense varetægtsfængslede mandag en 21-årig mand fra Black Army-støttegruppen Black Soldiers for overtrædelse af knivloven.

Anklagemyndigheden havde sigtet manden for overtrædelse af knivloven under skærpende omstændigheder, da han mandag forsøgte at løbe fra politiet på Bøgetorvet i Vollsmose med en 12 centimeter lang kniv i hånden. 

- Sidste år blev loven ændret, så vi kan sigte under skærpende omstændigheder, hvis det er sket i en situation eller et sted, hvor der potentielt kan opstå situationer af voldelig karakter. Det, mener vi, var tilfældet her, og dommeren var enig, fortalte anklager Signe Gråkjær Petersen til TV2/FYN tirsdag efter retsmødet. 

Manden var derudover også sigtet for tilbage i slutningen af februar at bære en enhåndsbetjent foldekniv i en pengekat om halsen.

Han nægtede sig skyldig i begge forhold og forklarede i retten, at han havde været ude at fiske den 24. februar, da politiet stoppede ham. Fiskestangen havde han netop lagt i en garage, og derfor fandt politiet ingen, lød det.

Sigtede kærede afgørelsen, men onsdag stadfæstede Landsretten varetægtsfængslingen af den 21-årige mand.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt