55-årig dømt for mishandling: Puttede kat i koldt vand i syv timer

Retten i Odense har dømt en 55-årig mand for mishandlingen af en kat fra nabolaget.

En 55-årig mand er tirsdag ved Retten i Odense idømt 40 dages fængsel for dyremishandling. Dommen er betinget af samfundstjeneste.

Det skriver Fyns Anklager på Twitter.

Manden er dømt for at have fanget sin nabos kat Mismis i en mårfælde, hvorefter han sænkede den delvist ned i en regnvandstønde med koldt vand i syv timer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Han stiller fælden, som ellers har ligget i vandret på græsplænen, lodret ned. Det gør så, at katten lige akkurat kan klamre sig til en klap. Den sidder delvist i vand. Der er så meget vand i, at der kun er nogle få centimeter foroven, så den kan trække vejret, udtaler Klaus Holten Kristensen, der er anklager ved Fyns Politi, til B.T.

Katten overlever timerne i vandet

Ifølge avisen er hændelsen foregået i en forstad til Odense tilbage i maj 2020. Her skulle katten være gået i mårfælden under et natterend. 

Manden puttede fælden med katten i sin regnvandstønde om morgenen, hvorefter han tog på arbejde. Efter syv timer blev katten fundet væsentligt nedkølet af nogle naboer. 

Naboens kat Mismis havde gået den 55-årige mand på nerverne over flere omgange. Den var ved flere lejligheder kommet på uanmeldt besøg og blev blandt andet fundet i mandens seng.

Den skærpende omstændighed og fængselstraffen skyldes, at den dømte har kunnet fortryde sin gerning undervejs. Men han valgte alligevel at fortsætte gerningen, skriver B.T.

Stridigheder med naboens kat 

Det er ikke første gang, katte har generet naboer, der er gået udover lovens grænser.  

Tidligere på året så en 43-årig mand på Als sig så sur på en strejfende kat, at han skød den i ryggen med et luftgevær, da den kom ind på hans ejendom. Han blev sigtet for hærværk og fik våbnet beslaglagt.

Tilbage i 2008 blev et villakvarter i Svendborg hjemsøgt at en person, der skød beboernes katte. En af dem døde af sine kvæstelser.

At skyde en kat er ulovligt

Det er i dag generelt forbudt at skyde eller aflive en kat, der har fundet vej ind på ens grund.

Ifølge Mark- og Vejfredsloven er kattens ejer dog forpligtet til at holde katte på sin egen grund, også selvom det falder katten naturligt at strejfe omkring. 

Før loven blev ændret tilbage i 2014, var det faktisk tilladt at skyde både hund og kat, hvis de strejfede på ens grund. Dog skulle en række betingelser være opfyldt.

Oversigt

    Oversigt