Som noget helt nyt skal sundhedsplejerskerne i Odense registrere børnenes velbefindende i et digitalt system allerede fra børnehaveklassen. Børn og forældre skal blandt andet besvare spørgsmål om barnets psykiske velbefindende.
- På den måde kan vi tidligt finde ud af, om der er noget, vi skal gå videre med. Og vi kan give forældre en god vejledning i, hvordan de kan skabe en tilværelse for urolige børn, så de kan overskue en hverdag, siger Susanne Buhl, der er ledende børne- og ungelæge ved Odense Kommune.
Men lærerforeningen er skeptisk over, om skolen har god nok mulighed for at følge op ved at tilbyde rammer, der er faste nok.
- Oven på de mange fyringer i Odenses skoler, er der eksempler på skoler, der nærmest ikke engang har én lærer pr. klasse, siger Anne-Mette Kæseler Jensen, der er formand for Odense Lærerforening.
Se mere på TV 2/FYN mandag kl. 19.30, hvor rådmand Stina Willumsen kommenterer på dilemmaet.