I det fynske folks tjeneste

Brand i oplader: To beboere fanget i lejlighed

En oplader var tirsdag tidligt morgen skyld i, at to beboere i Odense blev fanget i en lejlighed med meget røg.

En masse røg i en lejlighed var skyld i at to beboere blev fanget tirsdag morgen. Foto: Alexander Aagaard

En beboer på altanen, en beboer i lejligheden og en masse røg. Det var det, som Fyns Politi og Beredskab Fyn kom ud til tidligt tirsdag morgen, oplyser vagtchefen ved politiet Hans Jørgen Larsen. 

Klokken 5.01 tirsdag morgen kom der en anmeldelse ind om, at en lejlighed på Skjoldsvej i Højstrup i det vestlige Odense var i brand. 

Det er heldigt. Det kunne ligeså godt være gået galt, når de nu var fanget der oppe i den lejlighed

Hans Jørgen Larsen, vagtchef ved Fyns Politi

- Vi skynder os ud til lejligheden, og da vi ankommer står der en beboer på altanen uden for, mens der stadig er en beboer inde i lejligheden, fortæller vagtchefen og fortsætter:

- Der var ikke flammer ud af lejligheden, men der var meget røg. 

Læs også Mærkværdig indbrudsbølge på Fyn: Tyvene stjæler ikke noget

Redningsaktion

De to beboere kan ikke selv komme ned fra lejligheden, da udgangen er spærret af røg, og derfor bliver der sendt bud efter en stigevogn til stedet. 

- Vi får både beboeren på altanen, og ham inde i lejligheden ned af stigevognen uden for, siger Hans Jørgen Larsen. 

Vedkommende, der befandt sig inde i lejligheden, bliver sendt på sygehuset hurtigt efter redningsaktionen, da man skal være helt sikker på, at han ikke har inhaleret alt for meget røg. 

Begge beboere viser sig ikke at være kommet noget til. 

- Det er heldigt. Det kunne ligeså godt være gået galt, når de nu var fanget der oppe i den lejlighed, fortæller vagtchefen. 

Læs også Kør forsigtigt: DMI varsler voldsomt vejr

En brandvarm lader

Efter at de to beboere er blevet reddet ud af lejligheden, går slukningsarbejdet i gang. Ifølge vagtchefen tager det ikke Beredskab Fyn lang tid at få slukket det, der var årsagen til, at lejligheden blev fyldt med røg. 

- Vi finder allerede der frem til, hvad der højst sandsynligt er årsagen til branden, oplyser Hans Jørgen Larsen.

Branden er startet ved en oplader, der sad i en mellemlader, som videre sad i stikkontakten.

- Opladeren er formentlig blevet meget varm, og fordi den så har ligget på et skrivebord, hvor der er meget papir, så har det antændt en gnist. Det er jo ikke første gang, at vi hører om varme opladere, fortæller vagtchefen.