Det startede som en Facebook-efterspørgsel på Lego blandt venner og familie.
Siden blev David Lind Nordbys hus i Seden fyldt godt op med legoklodser fra nær og fjern. En samling på 300 kilo.
Mandag formiddag skulle det videregives til Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense.
- På et par dage gik opslaget viralt. Folk kontaktede mig fra hele landet for at bakke op om indsamlingen, siger David Lind.
Dét at gøre en forskel
Der er en helt særlig grund til, at David Lind valgte at stå bag Lego-indsamlingen.
- Jeg vil gerne gøre en forskel. Det, der driver mig, er, at jeg kan gøre en masse børn og unge glade. Legoet skal bruge i terapeutisk sammenhæng, og det gør mig ekstra glad og stolt over, at vi i fællesskab kan hjælpe de unge, fastslår han.
Desuden er David Lind manden bag Maskotparaden på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, og han er derfor også et kendt ansigt blandt Børne- og Ungepsykiatrien i Odense.
Derfor så afdelingen det som en oplagt mulighed for at kontakte David Lind, da de eftersøgte legoklodser til de børn, der er indlagt.
Grundet rygproblemer er David Lind førtidspensionist, hvorfor han sætter en ære i at bruge tiden på at hjælpe andre.
- Når man er på førtidspension – og især med ødelagt ryg – så giver det god mening, at jeg får god social kontakt med folk. De ting, jeg gør, er i mit tempo, og det giver rigtig god mening for mig, siger David Lind.
For David Lind startede det hele tilbage i 2019, hvor han afholdt et velgørenhedsarrangement for Knæk Cancer. Det blev en succes, og han blev derefter kontaktet af Kræftens Bekæmpelse.
Senere oprettede han selv foreningen ’Fishing For Life’, der er en forening, hvor børn er i fokus.
En hjælp til børnene og de unge
Lego-projektet blev sat i stand, fordi medarbejdere fra Børn- og Ungepsykiatrien var til foredrag om den såkaldte ’Craft-psykologi’, som handler om de fysiske og psykiske fordele ved at udøve håndarbejde.
Klodserne skal derfor både bruges til at lege med, men også til behandling.
- Når man får tankerne væk på noget andet, så falder tankerne til ro. Vi har startet håndarbejde op, men drengene synes ikke altid det er fedt at strikke og hækle. Derfor skrev jeg til David, og så blev projektet sat i stand. Det er så dejligt, at der bliver sat lys på børnepsykiatrien, siger Dorte Lind, der er Social- og Sundhedsassistent på afdelingen.
Hun mener, at det har været en kæmpe hjælp – både for medarbejderne på stedet, men også for de unge, der nu får gavn af den 300 kilo store Lego-samling.
- Det gør en verden til forskel. Vi havde ikke selv fået det stablet på benene, så vi kan kun takke David for det store frivillige arbejde, han gør, tilføjer Dorte Lind.
Og det kommer de børn og unge, der er indlagt på afdelingen, også til at mærke.
- Der kommer noget nyt til, og der sker noget andet i hverdagen. Nu er der vinterferie i denne uge, så vi får masser af tid til at kigge på det nye. De unge bliver glade, siger Dorte Lind.