Dømt for grov vold: Tæskehold opsøgte pædagoger på opholdssted

En gruppe unge mænd er blevet idømt fængselsstraf, efter de med et baseballbat overfaldt to pædagoger på et opholdssted i Odense.

Fire unge mænd er mandag blevet dømt ved Retten i Odense for vold af særlig farlig karakter mod flere pædagoger på en institution i Odense.

Iført masker var de kort efter midnat 21. august i år trængt ind på opholdsstedet Svennebjerggård på Tyrsbjergvej.

Her var to pædagoger blevet slået med et baseballbat og knytnæver samt fået kastet stole efter sig, fortæller senioranklager hos Fyns Politi Jacob Thaarup.

- Vi kategorier det som en usædvanlig grov sag om vold mod offentligt ansatte. Selvom der tidligere har været voldsepisoder på institutioner, er det heldigvis sjældent, at der på den måde møder et tæskehold op og slår løs på to ansatte, siger han til TV 2/Fyn.

Tre af mændene, der alle er omkring 20 år, fik mellem seks måneder og halvandet års fængsel. To blev desuden udvist af landet. Den fjerde gerningsmand er blevet erklæret sindssyg og afventer derfor en behandlingsdom.

Var tilkaldt af 13-årig

Efter overfaldene viste det sig hurtigt, at de fire unge mænd var blevet tilkaldt af en 13-årig dreng fra institutionen, der mente, at han havde fået en dårlig behandling på stedet.

Ved at undersøge, hvem han havde kommunikeret med i timerne op til, fandt politiet hurtigt frem til gerningsmændene.

De har siddet varetægtsfængslet siden.

Én spillede den største rolle

Tre af de unge mænd erkendte alle i retten, at de havde befundet sig på gerningsstedet, men ikke at have tæsket pædagogerne med baseballbattet.

Den fjerde indrømmede til sidst, at han muligvis havde haft et bat i hånden, og sammen med de andres forklaringer blev det på den baggrund vurderet, at han havde spillet den største rolle.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Derfor blev han alene idømt halvandet års fængsel, mens den af mændene, det blev vurderet havde spillet en mindre rolle som chauffør, slap med seks måneder, fortæller Jacob Thaarup.

Pædagogerne er ovre de fysiske mén, men det har været voldsomt for dem at befinde sig på en institution, hvor der pludselig er kommet fire personer ind med et bat, lyder det fra senioranklageren.

Oversigt

    Oversigt