Drabsmistænkt er tavs

Den mand, der selv mødte op hos politiet, har indtil videre nægtet at udtale sig.

Den mand, som politiet har i kikkerten angående søndagens drab i Odense, har indtil videre valgt den tavse linje.

- Han har ikke villet udtale sig, og han har ikke forholdt sig til sigtelsen, fortæller vicepolitikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi.

Den 35-årige mand meldte sig selv til politiet, da han vidste, at efterforskerne var på jagt efter ham.

Politiet mener, at han kan sættes i forbindelse med skuddrabet bag værtshuset Billarden i Odense søndag aften.

Havde han ikke meldt sig selv, overvejede politiet at gå ud med en offentlig efterlysning.

Manden vil nu blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.

Det våben, der blev brugt til at dræbe en 36-årige mand med, er endnu ikke fundet.

Politiet har endnu ikke lagt sig fast på, hvad der kan være motivet til drabet.

Oversigt

    Oversigt