Dræbt på parkeringsplads i Odense: Politiet sigter 23-årig for medvirken

En 23-årig mand med tilknytning til Odense blev mandag eftermiddag varetægtsfængslet i et grundlovsforhør ved Retten i Odense. Han er sigtet for medvirken til drab og forsætlig brandstiftelse.

Opdatering
Ifølge B.T. blev den 23-årige mandag eftermiddag varetægtsfængslet indtil 2. maj. Dog med et forbehold for, at afgørelsen bliver kæret ved Retten i Odense.

Ifølge Fyns Politi er den 23-årige mand sigtet for medvirken til drabet på en 19-årig mand, der blev dræbt af skud den 27. februar klokken 02:20, mens han sad i en bil på parkeringspladsen bag KFC og Netto ved krydset Nyborgvej/Ejbygade.

Han er desuden sigtet for at have sat ild til den røde Toyota Aygo, der blev brugt som flugtbil efter drabet. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Bilen blev efterfølgende brændt af på en parkeringsplads ved et lille skovområde på Grevenlundsvej i Odense.

Massiv efterforskning

Siden drabet har politiet foretaget en intensiv efterforskning af sagen, og den førte søndag til anholdelsen af den sigtede i et sommerhusområde i Sønderjylland.

Politiet vurderer, at den anholdte har tilknytning til den ene af de to stridende grupperinger i Vollsmose og Nyborgvej-området.

Den 23-årige er sigtet for overtrædelse af straffelovens §237 jf. §23 - medvirken til drab ved samt for overtrædelse af straffelovens §181 - forsætlig brandstiftelse.

Da sagen fortsat er under efterforskning, vil der blive anmodet om lukkede døre under grundlovsforhøret. Fyns Politi har derfor ikke yderligere kommentarer i sagen.

Grundlovsforhøret finder sted klokken 13:00, retssal 9 ved Retten i Odense.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt