- Der går ikke en måned, uden jeg kæmper med at få hende ind på et tilbud, hvor hun kan aktivere sig.
Med et frustreret blik i øjnene fortæller Maria Mejlgaard om sine udfordringer med de lokale idrætsforeninger. Hun er mor til otte-årige Mille Mejlgaard, der er udviklingshandicappet med autistiske handlemønstre. Det vil sige, at hendes hjerne udviklingsmæssigt er flere år bagud, og hun har dårlig balance og motorik.
- Vi får hvert år kataloger udstukket fra alle de lokale foreninger. Når vi kontakter dem eller ringer op, så kan de ikke rumme vores børn.
Hun har i årevis forsøgt at integrere Mille i forskellige idrætsforeninger. Nogle har pure afvist, mens andre faktisk har åbnet op og budt indenfor. Men derinde er virkeligheden en anden:
- Der er alt for mange på holdene, alt for meget støj – der er ingen struktur eller forståelse for handicappede.
Uligheden for handicappede børn og unge i foreningsidrætten sætter vi her på TV 2 Fyn fokus på den kommende tid under titlen "Hvorfor er der ikke plads til mig?".
Flere med psykisk handicap er ekskluderet
Hun drøner rundt på cyklen, gynger og maler med kridt på fliserne i bofællesskabet i Bellinge. Det er umiddelbart ikke til at se, Mille har et handicap.
Til daglig går hun på specialskole i Odense – og i fritiden leger hun selv eller med nogle af naboernes børn. Og så rider hun faktisk en gang om ugen i en klub i Rudme – dog 35 kilometer fra hjemmet i Bellinge.
Så på den måde er hun foreningsaktiv. Men ridningen er eneundervisning på grund af det psykiske handicap. Derfor uden et fællesskab med jævnaldrende. Og køreturen efter en lang dag i skole tager også på kræfterne:
- For at vi kan få det til at hænge sammen, så henter jeg Mille fra skole, og så kører vi ned til rideklubben. Men fordi Mille er så udkørt efter skoledagen, så sidder vi lige en time i bilen inden ridning. Når hun så kommer hjem, er hun helt færdig.
I Danmark står op mod 85 procent af børn og unge med handicap uden for foreningsidrætten. Og dykker man ned i tallene for denne gruppe, der står udenfor, er der en tydelig overrepræsentation af børn og unge med psykisk handicap. Det viser en undersøgelse fra Parasport Danmark, en gren af Danmarks Idrætsforbund.
- Det havde været meget nemmere, hvis man kunne se, hun havde et fysisk handicap, fortæller Maria Mejlgaard, alt imens Mille suser om morens ben på den trehjulede cykel.
Her på TV 2 Fyn har vi også lavet en rundspørge blandt 43 fynske familier, som har et eller flere børn med handicap.
Af de børn med psykisk handicap, der ikke er foreningsaktive, føler næsten halvdelen, 48 procent, at deres lokale foreninger ikke er tilpasset deres behov. Og næsten en tredjedel, 30 procent, føler ikke, de kan få ekstra hjælp, hvis de ønsker at være foreningsaktive.
Organisation kender til problematikken
Parasport Danmark har kendt til problemet i flere år. Og erkender, at man burde have gjort mere for at få flere børn med handicap aktiveret i foreningsidrætten.
- Det burde vi sikkert have gjort. Altså, vi har troet rigtig meget på, det handlede om at der bare skulle etableres tilbud, så kom børnene. Men det gør de ikke, fortæller breddechef Søren Jul Kristensen og fortsætter:
- Det er den nye viden, vi har fået inden for de sidste år. Det er, at udfordringen ligger derhjemme. Og det har vi rigtig svært ved at nå over til, for vi vil rigtig gerne have de børn til at komme til idræt – men vi kan lave nok så mange tilbud, hvis forældrene er skeptiske og ikke tør gribe ud efter de muligheder, der nu kommer.
Men den betragtning er Maria Mejlgaard langt fra enig i:
- Det er fuldstændig forkert. I hvert fald den oplevelse, jeg selv har. Vi vil rigtig gerne have vores børn til at være med i fællesskaberne og til at dyrke sport – men der er næsten ingenting.
- Man bliver ked af det, for man har det jo svært nok i forvejen – og hvorfor må mit barn ikke være med, spørger hun.
Men hvorfor ikke selv tage initiativ?
- Jeg kunne godt have et ønske om, at vi var flere forældre med børn med handicap, der stod op for foreningslivet – men det er stadigvæk i toppen af foreningerne, der skal synes, at holdene er berettiget, påpeger Maria Mejlgaard.
Forening har ikke overvejet problematikken
En af de klubber, otte-årige Mille Mejlgaard for få år tilbage forsøgte sig i, er DHG Gymnastik. Her blev hun inviteret ind i klubben - men familien oplevede det ikke som handicapvenligt:
- Hvorfor vi ikke har sådan et hold for handicappede? For at være helt ærlig, så har vi ikke tænkt tanken, siger Sonja Jakobsen, der er bestyrelsesformand i gymnastikforeningen.
Hun anerkender den store ulighed. Og ikke mindst foreningens mangler:
- Vi har ikke kompetencerne. Vi har rummeligheden, vi vil gerne – mulighederne ligger åbne. Men vi skal have nogle med kompetencerne.
Sonja Jakobsen har efterfølgende bragt problematikken med til den øvrige bestyrelse. Her synes de, tanken er god - men de har som frivillige ikke kompetencerne til selv at løfte opgaven.
Syn på handicappede
Føler du, at foreningerne ikke ved hvordan de skal håndtere eller omgås Mille?
- Ja, de ved ikke helt hvordan de skal gå til hende.
Den forståelse står Maria Mejlgaard ikke alene med.
I en helt ny rapport har Danske Handicaporganisationer undersøgt danskernes syn på handicappede.
70 procent af danskerne mener, at vi er usikre på, hvordan man omgås mennesker med handicap. Derudover vil kun 21 procent have det OK med, at deres barn er tætteste ven med en handicappet. Hele fem procent af danskerne vil ikke acceptere, at deres barn har en relation til en handicappet.
Samtidig anerkender vi langt færre psykiske handicap end fysiske. Eksempelvis ser kun 43 procent af danskerne ADHD som et handicap.
Maria og Mille har i årevis mødt nederlag på deres vej, når det har drejet sig om foreningsidrætten. Og danskernes syn på handicappede vidner om, at kampen er hård.
Men uanset hvad, så tror Maria Mejlgaard på, det en dag lykkes:
- Jeg har ikke nogen forventning, ønske eller drøm om, at Mille skal være nummer 1. Jeg har et succeskriterie, der hedder, at hun kan komme afsted, hun kan blive rummet og være sammen med andre unge mennesker.