Fynsk fiasko: Herning-Ikast blæser Odense ud af banen i DM-semifinale

Efter et brag af en kamp mod favoritten Odense har Herning-Ikast det ene ben i DM-finalen.

Odense Håndbold var favorit på hjemmebanen tirsdag, men faldt fra hinanden mod Herning-Ikast Håndbold, og nu har fynboerne langt til DM-finalen.

I den første af to semifinalekampe lykkedes Herning-Ikast med at kue værterne og trække gejsten ud af dem, og til sidst vandt gæsterne med 31-24.

Herning-Ikast udmærkede sig med tålmodigt og nærmest fejlfrit angrebsspil, mens forsvaret gang på gang lokkede et idéforladt Odense-angreb i fælder.

Det gjorde det let for en storspillende Sabine Englert i målet. Hun spillede hele anden halvleg og sluttede med en redningsprocent på imponerende 60 procent.

Midtjyderne har nu et formidabelt udgangspunkt til returkampen på hjemmebanen i Ikast. Det opgør bliver spillet onsdag i næste uge. Her bliver det afgjort, hvem der møder Viborg HK eller Team Esbjerg i DM-finalen.

For at holde liv i håbet om en plads i finalen skal sidste års danmarksmestre fra Odense vinde på udebanen og derefter vinde den tredje og i så fald afgørende kamp.

Tirsdagens opgør i Odense blev indledt i et hæsblæsende tempo. De to hold havde svært ved at lukke af i forsvarsspillet, og efter ti minutter havde de scoret fem mål hver.

Den første tomålsføring i kampen kom efter 13 minutter. Simone Pedersen, som med stor autoritet styrede Herning-Ikasts angreb, fik straffekast, og det scorede Emma Friis på til 7-5.

Det skulle vise sig som et tegn på, at gæsterne var stærkest. Midtjyderne holdt fast i føringen, som endda blev udbygget til tre mål, inden Odense kortvarigt satte en stopper for dominansen.

Herning-Ikast førte 16-14 ved pausen, og Odense skulle både tale om forsvar og angreb i omklædningsrummet.

Det så dog ikke ud til, at træner Ulrik Kirkely havde fået løst problemerne. Efter pausen løb Odense gang på gang panden mod en mur i angrebet, mens aggressiviteten og kompaktheden manglede i defensiven.

Efter 11 minutter af anden halvleg var Herning-Ikast foran med 24-17, og så måtte Kirkely kalde til timeout for at få styr på sit hold. Men gæsterne fortsatte og var foran med 27-20 med ti minutter igen.

Odense forsøgte sig med et offensivt forsvar, men det løste Herning-Ikast med lethed ved at spille syv mod seks i angrebet, og fynboerne var paralyserede.

Oversigt

    Oversigt