Fynsk minister skal åbne Odense Blomsterfestival

Den fynske energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) skal åbne årets udgave af Odense Blomsterfestival på Flakhaven i Odense.

Når Odense Blomsterfestival den 16. august præsenterer fire dage med flotte og velduftende udstillinger i byens gader og stræder, på torve og pladser, bliver det for første gang med en minister i spidsen for den officielle åbning.

Sammen med Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), der vil stå for velkomsten, skal energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) slå hul på festlighederen under temaet cycling/recycling.

- Det glæder mig, at Odense sætter fokus på Cycling/recycling i forbindelse med Blomsterfestivalen. Jeg ser frem til at deltage i åbningen af festivalen i min hjemby og se de mange smukke blomster fra danske gartnerier, siger Lars Christian Lilleholt. 

Genbrugstema

Med Blomsterfestivalens tema cycling/recycling vil festivalen sætte fokus på grønt og genbrug, cykling og cykelsjov i en by, der i årtier har slået sig op på at være cyklisternes by.

Derfor vil cyklisme, genbrug, planter, blomster og meget andet blive samlet under den samme temaparaply, når festivalen forvandler Odense til et stort farverigt blomsterhav.

- Vi har en gartneribranche, der i disse år investerer massivt i grønne energi- og produktionsløsninger. Vi holder til i Odense, der i årevis har været en af landets største cykelbyer. Vi har nogle dygtige udstillere, der tænker både cycling og recycling ind, når de omsætter temaet i smukke oplevelser for vores gæster.

- Og så er vi glade for, at netop energi-, forsynings- og klimaministeren har sagt ja til at stå for den officielle åbning. Hos Odense Blomsterfestival synes vi, at der er en smuk rød eller rettere grøn tråd igennem tingene, siger Jan Knudsen, der er formand for Odense Blomsterfestivals bestyrelse.

Festivalen starter den 16. august klokken 17.00 på Flakhaven i Odense og vil vare i alt fire dage. 

 

Oversigt

    Oversigt