Gravid kvinde gik til eksamen på terminsdag - fik afslag på at få en time ekstra

Højgravide Marie Støttrup sad til en fire timer lang skriftlig eksamen på sin terminsdag, og søgte om ekstra tid, men det ville universitetet ikke give hende.

På sin terminsdato tog Marie Støttrup fra Odense onsdag til eksamen på Syddansk Universitet i Esbjerg. 

Med smerter i bækkenet, kvalme og behovet for at gå toilet noget oftere end sine medstuderende sad hun fastlåst på en stol til den fire timer lange eksamen.

- Jeg havde det stramt, og jeg havde heller ikke sovet meget om natten, fordi jeg har så ondt i mit bækken, siger Marie Støttrup. 

Den 29. februar havde hun ansøgt om ekstra tid, så hendes tilstand ikke skulle gå ud over hendes præstation til eksamen.

Men den 3. april fik Marie Støttrup afslag. 

I afgørelsen fra 4. april fremgår det, at Studienævn for Medicin giver Marie Støttrup afslag på sin ansøgning om at få en time ekstra.
I afgørelsen fra 4. april fremgår det, at Studienævn for Medicin giver Marie Støttrup afslag på sin ansøgning om at få en time ekstra.

"Det er studienævnets vurdering, at du ikke har dokumenteret en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse i en sådan grad, at det berettiger til særlige prøvevilkår i form af ekstra tid til eksamen. Studienævnet vurderer ikke, at der foreligger lægefaglig dokumentation. Afgørelsen er endelig. Der kan ikke klages over faglige skøn og vurderinger, der er indgået i universitetets afgørelse."

- Jeg blev overrasket. Jeg bad jo ikke om at få rykket eksamen. Det er jo faktisk bare lige for, at det kunne blive lidt mere behageligt i en ubehagelig krop på det her tidspunkt. Jeg føler jo ikke, det er særlig meget at bede om, siger hun. 

Andre universiteter giver særlige vilkår

På Aarhus Universitets hjemmeside fremgår det, at særlige eksamensvilkår tilbydes blandt andet til gravide. Her kan tilbydes ekstra tid til pauser fra siddende stilling, når eksamen falder indenfor de sidste otte uger af graviditeten. Som dokumentation kræves elevens vandrejournal.

Marie Støttrup havde i sin ansøgning vedhæftet sin vandrejournal, hvor det tydeligt fremgår, at hun især er plaget af bækkensmerter. 

- Jeg havde ærligt ikke lige tænkt, at jeg skulle forbi en læge og have en lægeerklæring, fordi jeg havde hørt, at det var nok at sende min vandrejournal med, siger hun. 

Hun havde håbet, at den ekstra tid kunne give hende mere ro til eksamen, så tiden ikke skulle være en stressfaktor. 

- Man er jo tidspresset i forvejen. Så det havde jo givet lidt ekstra overskud, siger Marie Støttrup. 

På Syddansk Universitets hjemmeside fremgår det, at man kan søge om særlige prøvevilkår, hvis man har en psykisk diagnose eller en fysisk funktionsnedsættelse, er talblind eller ordblind. 

Marie Støttrup håbede, at hun kunne få ekstra tid, så hun gå lidt rundt, fordi hun har mange bækkensmerter.
Marie Støttrup håbede, at hun kunne få ekstra tid, så hun gå lidt rundt, fordi hun har mange bækkensmerter.
Foto: Kasper Knudsen


Urimelig situation

Katrine Jakobsen, der er formand i Forening af Danske Lægestuderende, FADL Odense, mener, at universitetet burde have hjulpet Marie Støttrup. 

- At få en time ekstra til eksamen ville være et helt fair vilkår, og det synes jeg også, at universitet skulle imødekomme, siger Katrine Jakobsen.

Hun synes, det er dejligt, at studerende vælger at prioritere deres uddannelse samtidig med, at de får børn, og hun synes, at Syddansk Universitet burde have grebet det anderledes an. 

- Jeg tænker, at det fuldstændig urimeligt, at vi sætter de studerende i en situation, når de på trods af deres terminsdato vælger at sige, at jeg godt kan fuldføre den her eksamen, at vi så ikke har et universitet, der er villigt til at imødekomme det, siger Katrine Jakobsen.

TV 2 Fyn har forelagt kritikken til Syddansk Universitet, som ikke ønsker at stille op til interview, men oplyser følgende i et skriftligt svar: 

- Universitetet ikke kan sige noget konkret om sager i forhold til studerende og ansatte. Tavshedspligten indebærer også, at universitetet ikke offentligt kan korrigere, videregive eller kommentere oplysninger.

- Det skal være mere menneskeligt

Alt imens Marie Søttrup har fået afslag på ekstra tid til eksamen på grund af sin graviditet, råber politikerne på flere børn, og ideerne er mange.

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti vil give højere skattefradrag til dem, der får flere børn. Moderaterne vil gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, så forældre nemmere kan gå ned i tid og få mere tid sammen med deres børn. Statsminister Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale, at regeringen vil hjælpe dem, som har behov for fertilitetsbehandling, så de kan få barn nummer to gratis. 

Og det undrer Marie Støttrup, at hun ikke kan få den hjælp, hun efterspørger. 

- Når det er det, der bliver appelleret om, så burde det være lidt mere muligt, at man så også siger: Jamen selvfølgelig skal du have ekstra tid, du sidder her på din terminsdato, og vi skal have dig godt igennem uddannelsen, siger hun. 

Marie Støttrup er træt, men rigtig glad for at det nu er overstået og hun håber, at der bliver lavet om på de nuværende regler. 

- Det skal være lidt nemmere og måske lidt mere menneskeligt. Jeg følte lidt, at det var hovedet mod systemet og en mur der ikke så en studerende, der enorm gerne bare ville nå sin eksamen og fjerne sine tanker fra en krop der har det rigtig træls lige for tiden, siger hun. 

Oversigt

    Oversigt