Hacker-angreb afbrød eksamen

Flere Odense-skoler fik afbrudt geografieksamen, da kommunen lukkede for internetforbindelsen. Hackere overbelastede en server, og nu skal eleverne lave en ny eksamen. Helt manuelt - med blyant og papir.

Der manglede fem minutter af geografieksamen for niendeklasserne på Korup Skole, da internetforbindelsen pludselig forsvandt. Skolen var uden internet i 20-30 minutter, og det var nok til, at eksamen måtte afbrydes.

- Det er selvfølgelig irriterende, at vi måtte afbryde eleverne, men det var den eneste mulighed, fortæller Pia B. Jacobsen, der er souschef på skolen.

Hacker-angreb
Baggrunden var et hacker-angreb ved middagstid, hvor en af Odense Kommunes servere blev bombarderet med data, og det blokerede forbindelsen, der måtte afbrydes midlertidigt.

- Jeg kan kun beklage over for de skoler, der er blevet ramt. Vi ved ikke, hvem der har gjort det, men det er udelukkende for at genere - det er en underlig hobby, mener Jørgen Brolykke Rasmussen, der er servicechef ved Odense Kommune.

Klar med plan-b
Heldigvis har skolerne en papiropgave i baghånden, netop for at være på forkant med digitale nedbrud. Derfor måtte eleverne på Korup Skole i gang med endnu en opgave - denne gang med blyant og papir.

- Vi har altid en plan-b klar, men det er ærgerligt, at den skal i brug. Nu skal opgaverne rettes manuelt, og selvom vi har afsat ressourcer til det, så er det lidt et spild, siger Pia B. Jacobsen.

Servicechefen har endnu ikke overblik over, hvor mange skoler, der blev ramt, da forbindelsen, blev afbrudt.

Oversigt

    Oversigt