Birgitte skiftede koldt drivhus ud med coronasikker arbejdsvogn

Birgitte Westerskov Dalgas er en af dem, der har byttet sin urolige hjemmearbejdsplads ud med et kontor i en arbejdsvogn ved Brands Klædefabrik i Odense.

Mange fynboer prøver i øjeblikket kræfter med den svære kunst at jonglere både børn og hjemmearbejde.

Det gælder også Birgitte Westerskov Dalgas fra Odense. Derfor tog hun uden tøven imod tilbuddet om et pusterum, da chancen opstod - ganske gratis. 

Siden mandag har det nemlig været muligt at booke sig ind på et kontor ved Brandts Klædefabrik for en dag. Og det var tiltrængt, fortæller Birgitte Westerskov Dalgas, der er i gang med at skrive sin ph.d.-afhandling.

Sådan booker du et kontor

- Det er en god mulighed for at få noget arbejdsro og få produceret en masse uden de forstyrrelser, som jeg har derhjemme, fordi min mand er på barsel med vores yngste, siger hun. 

Coronasikker arbejdsvogn

Indtil onsdag, hvor hun fik muligheden for at låne én af de to kontorvogne, har hun forsøgt at få ro til sit arbejde ved at sidde ude i familiens drivhus. 

- Jeg har installeret en terrassevarmer i vores drivhus. Og når jeg laver noget, som kræver, at jeg fokuserer ekstra meget, så sætter jeg mig derud med skitøj på, indtil jeg er så forfrossen, at jeg bliver nødt til at gå ind. Så det her var en god mulighed, siger Birgitte Westerskov Dalgas. 

Birgitte Westerskov Dalgas er glad for at kunne benytte det lille kontor i vognen. Det giver mere arbejdsro.
Birgitte Westerskov Dalgas er glad for at kunne benytte det lille kontor i vognen. Det giver mere arbejdsro.
Foto: Jeanette Torndahl Fournier

Kontorerne er placeret i to opvarmede vogne, der er opsat mellem Studenterhuset og Cafe Biografen. Her har i alt 28 personer mulighed for at booke sig ind til luftforandring og ro frem til 7. februar.

Brandts Klædefabriks brugerforening forsikrer, at man ikke kommer i nærkontakt med andre mennesker ved at benytte sig af tilbuddet. Udover at man sidder alene, bliver vognene rengjort hver aften, så de er klar til den næste. Desuden er der sørget for alt det, der kræves til en effektiv arbejdsdag

- Vi har placeret vognene så tæt på Studenterhuset som muligt, så de kan bruge internettet derfra. Desuden er der jo varme, brændeovn, kaffemaskine og en café ved siden af, hvor man kan få noget til frokost, siger Karina Gerrild Rasmussen, der er eventkoordinator på Brandts Klædefabrik. 

quote Der er virkelig et behov for det, kan vi se. Bare det at få en lille smule luftforandring og se nogle andre omgivelser

Karina Gerrild Rasmussen, eventkoordinator på Brandts Klædefabrik

Tiltrængt pusterum

Projektet, der er døbt "Manglen på arbejdsro", er kommet på benene i løbet af to dage med økonomisk støtte fra Albani og Fynske Bank. I første omgang for fjorten dage, men Karina Gerrild Rasmussen vil gerne udvide tilbuddet på baggrund af den store opbakning. 

- Der er virkelig et behov for det, kan vi se. Bare det at få en lille smule luftforandring og se nogle andre omgivelser. Så jeg vil gerne have det til at fortsætte, hvis jeg kan finde sponsorer til det, siger Karina Gerrild Rasmussen.

Birgitte Westerskov Dalgas håber ligeledes, at hun kan slippe for det kolde drivhus lidt oftere. 

- Det ville være så rart. Bare det at komme ind i varmen og have et sted, hvor man kan koncentrere sig. Der er nogle helt basale behov, som bliver opfyldt med den her vogn. 

Oversigt

    Oversigt